Civilingeniør Karl Iver Dahl Madsen kritiserer 22. september såvel mig som mine artikler i Maskinbladet.
Jeg skal undlade at returnere med en personlig karakteristik af Karl Iver, som jeg har kendt i mere end 30 år. Han har lavet gode debatfora omkring klima og økologi. Men når det kommer til kvælstof og dets virkning i økosystemet og havmiljøet, er jeg ikke imponeret.
Han forsvarer næsten blindt den indsats, der nu i 40 år ikke rigtig har virket. Og han angriber teorier, han end ikke vil sætte sig ind i. - Ikke særlig elegant.
N:P-forholdet
N:P-forholdet er vigtigere end N-koncentration og P-koncentration.
I 1987, da der var lignende diskussioner om kvælstof og fosfor, lavede jeg en regressionsanalyse på de tilgængelige data fra Bæltprojektet, hvad angår fytoplankton-max i forhold til N og P.
Analysen viste følgende resultater:
- Fytoplankton som funktion af N-koncentration: R2 = 0,12. Ingen signifikans.
- Fytoplankton som funktion af P-koncentration: R2 = 0,58. P<0,005.
- Fytoplankton som funktion af N:P: R2 = 0,84. P<0,001
Disse resultater kalder naturligvis på yderligere viden om emnet. Både danske iagttagelser og international litteratur underbygger resultaterne. Omfattende studier viser, at de største eutrofieringsproblemer rundt om i verden findes i forbindelse med udledninger af "low N:P" spildevand fra kloaksystemer i større bysamfund. Desuden er kvælstof fra byspildevand på ammoniumform, som er giftigt og iltforbrugende, hvorimod dyrkningsfladen og naturarealer leverer kvælstof på den langt venligere nitratform.
På den baggrund bør vi kunne blive enige om, at N:P forholdet er stærkt korreleret med miljøtilstanden (sigtdybde, iltsvind mv.).
Justus von Liebigs minimumslov bruges forkert
Minimumsteorien om, at det gælder om at reducere N-udledningen, hvor der er kvælstofbegrænsning, er noget "vrøvl" for at bruge Karl Ivers terminologi. Når "eksperterne" (og Karl Iver) lader stå til med fosforholdigt spildevand og samtidig reducerer ensidigt på kvælstof, så sænkes N:P-forholdet med de uheldige konsekvenser nævnt ovenfor. Det betyder, at fjorde og kystvande fastholdes i "kvælstofbegrænsning", som med fejltolkning af Liebigs minimumslov fører til yderligere indgreb mod kvælstofudledninger.
Karl Iver kunne passende øve sig på læresætningen: "Kvælstofbegrænsning betyder, at økosystemet modtager for meget fosfor - ikke at kvælstof skal begrænses".
Hvis Karl Iver skulle nå så vidt, at han undrer sig over, at man ikke kan løse problemerne ved at gå løs på kvælstof, men at verden er mere kompleks, så burde han bruge kræfter på at afdække betydningen af fytoplanktons proteinkvalitet for fødekæden. Når vi sænker N:P-forholdet, hvor det allerede er for lavt, fordi vi fejlanvender Liebigs minimumslov, får vi ikke alger til fødekæden, men mere til forrådnelse og resulterende iltsvind.
I Sverige havde man samme diskussion om N og P i vandmiljøet for 20-30 år siden. Mens svenskerne formåede at slippe ud af kvælstofbesættelsen med videnskabelig assistance udefra, nægtede "eksperterne" fra Aarhus Universitet i 2011 at stille op til en konference om emnet på Christiansborg med deltagelse af udenlandske topforskere.
