Integreret plantebeskyttelse, IPM, er allerede en naturlig del af rådgivningen på mange landbrug. Det gælder især brugen af skadestærskler, varslinger og behovsbestemt plantebeskyttelse.
Det konkluderer rapporten "Bedre forankring af IPM hos planteavlsrådgivere", som Seges Innovation har udarbejdet i et projekt finansieret af Miljøstyrelsen. Rapporten bygger blandt andet på interview med rådgivere, landmænd og en workshop med omkring 130 planteavlskonsulenter.
Ifølge rapporten omtaler rådgiverne ikke nødvendigvis deres arbejde som IPM. I stedet betragtes principperne ofte som almindeligt "godt landmandskab". Især beslutningsstøtte, skadestærskler og vurderinger af behovet for en behandling er godt indarbejdet.
Til gengæld er det vanskeligere at få de mere langsigtede IPM-greb ind i rådgivningen. Det gælder eksempelvis ændringer i sædskiftet, forebyggelse af resistens, brug af ikke-kemiske metoder og en samlet strategi for bedriften over flere år.
Regler fylder
En af de væsentligste barrierer er ifølge rapporten rådgivernes tidsforbrug på lovgivning og administration.
Arbejdet med blandt andet gødningsregnskaber, sprøjtejournaler, mark- og gødningsplaner og ansøgninger om arealstøtte fylder så meget, at rådgiverne i nogle tilfælde ikke kommer tilstrækkeligt ud i markerne i det tidlige forår.
Rapporten vurderer, at cirka 30-40 procent af planteavlskonsulenternes kunder modtager egentlig markrådgivning. Førhøstbesøg, som fremhæves som særligt velegnede til at evaluere sædskifte og arbejde mere strategisk med IPM, bliver kun efterspurgt kun af cirka 10-20 procent af kunderne.
Samtidig kan det være vanskeligt for rådgiveren at udfordre en landmands eksisterende dyrkningsstrategi. Den daglige rådgivning handler ofte om at løse et aktuelt problem, mens for eksempel et problem med græsukrudt kan kræve ændringer i dyrkningen over flere år.
Mere tid i marken
Rapporten opstiller derfor en række forslag til, hvordan IPM kan få en stærkere placering i rådgivningen.
Blandt forslagene er efteruddannelse af rådgivere i blandt andet sædskifte, resistens, ukrudt, sygdomme, skadedyr, biologisk bekæmpelse og nye teknologier som plet- og rækkesprøjtning. Der bliver også foreslået særlige træningsforløb for yngre rådgivere.
Et andet forslag er at frigøre mere af planteavlskonsulenternes tid til egentlig rådgivning i marken ved i højere grad at lade planteavlsassistenter eller andre specialister håndtere indberetninger og ansøgninger.
Endelig peger rapporten på behovet for bedre digitale redskaber. Det kan blandt andet være en samlet IPM-værktøjskasse eller en mere intuitiv og eventuelt AI-baseret portal, hvor rådgiverne hurtigt kan finde relevant viden. Der er også forslag om, at det obligatoriske IPM-pointskema bliver gjort mere individuelt og tilpasset den enkelte bedrift.

