Poul Vejby-Sørensen er en venlig og ordentlig mand med en god uddannelse som agronom. Men når han skriver om havmiljøet, optræder han desværre som en halvstuderet røver.
Som agronom ved han naturligvis, at kvælstof får afgrøderne på land til at vokse. Derfor er det påfaldende, at han argumenterer, som om kvælstoffets gødende virkning mister sin betydning, når det havner i havet. Her kan det få algerne til at vokse. Det er en grundlæggende sammenhæng, man ikke kan bortforklare med henvisning til fosfor.
Det gør han ellers i indlægget »Både vandmiljø og landbrug lider under systemfejl« i Maskinbladet den 14. september.
Vejby-Sørensen skriver selv, at en fosforrig fjord kan reagere kraftigt på mere kvælstof. Alligevel bruger han det som argument imod at begrænse kvælstoftilførslen. Men hans egen beskrivelse forklarer netop, hvorfor en kvælstofreduktion kan virke: Mindre tilførsel af det næringsstof, der begrænser algevæksten, kan mindske overproduktionen.
Fosforreduktion kan også være relevant. Det ene udelukker ikke det andet.
Han hævder desuden, at kvælstofindsatsen har påført landbruget store tab uden at gavne vandmiljøet. Det passer ikke.
En undersøgelse offentliggjort i år i Frontiers in Marine Science gennemgår udviklingen i 109 danske kystvandområder fra 1980 til 2023. Næringsstofkoncentrationerne faldt, og den samlede tilstand blev forbedret frem til begyndelsen af 2000'erne. Derefter stagnerede udviklingen, og genopretningen er fortsat ufuldstændig.
Indsatsen har altså virket. At den ikke har løst alle problemer, er ikke bevis for, at den har været nytteløs. Det beskrev jeg også i maj i mit indlæg "Danske kystvande er ikke en simpel regnemaskine".
Påstanden om, at fosfor er blevet overset, holder heller ikke. Fosforrensning har været en central del af spildevandsindsatsen. Og når Vejby-Sørensen skriver, at vandrammedirektivet intet siger om kvælstof, overser han, at bilag VIII udtrykkeligt nævner nitrater.
Det betyder ikke, at enhver dansk miljøregel er rigtig. Der er god grund til at diskutere modellernes usikkerhed, reguleringens proportionalitet og prisen for yderligere forbedringer. Dokumenteret miljøeffekt er ikke en blankocheck til myndighederne.
Men netop den nødvendige kritik svækkes, når landbruget forsvares med påstande, der ikke holder. Vil man forsvare landbrugets sag, må man gøre det på et fagligt og juridisk holdbart grundlag.
Kære Vejby: Landbruget har brug for din engagement og vedholdenhed. Men det har ikke brug for mere vandmiljøvrøvl.





