Vedtagelsen af L5 skaber rystelser og bekymringer i landdistrikterne. Også i Nordjylland. 11 borgmestre i nord er gået sammen og har sendt et fælles bekymringsbrev til fem topministre.
Borgmestrene er bekymrede for tab af arbejdspladser og faldende bosætning i Nordjylland.
I brevet sendt den 9. september står der:
"Vi vil opfordre regeringen og Folketinget til fortsat at have et stærkt fokus på landdistrikternes udvikling i Nordjylland og i hele landet. Det er vores håb, at der vil være politisk vilje til at iværksætte nye initiativer, som kan styrke beskæftigelse inden for fødevareerhvervet, erhvervsliv og bosætning i de områder, der i forvejen arbejder målrettet for at skabe bæredygtige og attraktive lokalsamfund".
Brevet er underskrevet af Mikael Klitgaard (V), borgmester i Brønderslev Kommune, og formand for KKR Nordjylland, samt Lasse Frimand Jensen (S), borgmester i Aalborg Kommune, næstformand i KKR Nordjylland.
Bekymringsbrevet er sendt til land- og transportministeren, erhvervs- og konkurrencekraftsministeren, minister for natur og dyrevelfærd, beskæftigelsesministeren og minister for ligestilling og klima-, energi- og forsyningsminister.
Flere oppositionspartier i Folketinget, L&F og andre organisationer har efterlyst beregninger af, hvor mange arbejdspladser gødskningsloven vil koste i landdistrikterne - både direkte arbejdspladser i landbruget, men også tab i følgeerhvervene.
Men minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) fortalte på et samråd i Folketinget, at der ikke er lavet sådanne beregninger. Nu er samme minister indkaldt i et nyt samråd, hvor netop tab af arbejdspladser er øverst på dagsordenen.





