De dyrevelfærdsinitiativer, som vil komme ud af grisefireparten, skal også være en løftestang for at nå andre politiske mål.
Det fortæller minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen, S, podcasten "Det billige skidt" på Radio 4, hvor værterne Sebastian Klein og Alexander Holm har inviteret ham i studiet.
Samtalen skal egentlig handle om natur, men ministeren benytter anledningen til at fortælle lidt om grisefireparten, som er en af hans prioriterede opgaver.
- Vi kommer til at bruge dyrevelfærd som en løftestang. For hvis du på et tidspunkt har hele haler for alle grise, så vil du ikke længere kunne sende smågrise på lange transporter til Tyskland. For dem der opdrætter i Tyskland vil ikke have grise med hele haler. Så bare sådan et greb har implikationer udi, hvordan vi har grise, og dermed i sidste ende også naturen, siger ministeren.
Dermed løfter han noget af sløret for, hvordan regeringen vil sætte en stopper for eksport af grise. Regeringen har et erklæret langsigtet mål om, at vi i Danmark skal producere de grise, som vi selv kan bruge i egen fødevareforsyning, eller som vi kan forædle på dansk jord inden eksport.
Samtidig har regeringen også udtrykt et ønske om at stoppe eksporten af smågrise. Noget, som flere parter har sået tvivl om lovligheden af på det indre europæiske marked.
Men nu åbner ministeren altså for, at eksporten ikke skal bremses direkte, men som følge af andre tiltag i produktionen. I dette tilfælde hele haler.

