Min artikel fra 28. august i Maskinbladet, "Kvælstof - nøglen til selve livet" omhandlende kvælstofs rolle til lands, til vands og i luften, har affødt forskellige kommentarer. Mange af dem glider over i politiske betragtninger om "natur contra landbrug", "modsætninger mellem land og by" og lignende. De faglige kommentarer er få og upræcise og henviser blandt andet til studier, jeg slet ikke har nævnt. Desuden argumenteres endnu en gang med Liebigs minimumslov, selv om den slet ikke egner sig til situationen i fjorde og kystvande.
Så her kommer endnu en forklaringsrunde:
Danske myndigheder har i årtier brugt tilstanden fysiologisk kvælstofbegrænsning som argument for at lægge restriktioner på kvælstofudledning fra dyrkningsfladen.
Men kvælstofbegrænsning betyder ikke, at kvælstofudledning skal begrænses. Kvælstofbegrænsning betyder derimod, at økosystemet modtager for meget fosfor.
N:P-forholdet vigtigere end koncentrationerne
Det er almindeligt anerkendt, at N:P-forholdet (dvs. forholdet mellem kvælstof og fosfor) har afgørende betydning for eutrofieringstilstanden. Forholdet mellem N og P har langt større betydning end N-koncentrationen og P-koncentrationen hver for sig. Det stod allerede klart i 1980'erne og blev i realiteten dokumenteret med Bæltprojektet fra 1976 (Københavns Universitet).
Det er absolut påkrævet, at der kastes mere opmærksomhed på funktionen af vandmiljøets to hovednæringsstoffer, kvælstof (N) og fosfor (P). Der har i årtier manglet helhedssyn på de to næringsstoffers virkemåde og interaktion.
Et af de stærkeste eksempler på manglende helhedssyn er udtalelser fra professor Stiig Markager, DCE, Aarhus Universitet, som ovenikøbet er ansvarlig for myndighedsbetjening i forhold til Miljøstyrelsen. Stiig Markager har gang på gang fremhævet kvælstof som "den afgørende faktor for vores havmiljø". Han har endda betegnet det som "et simpelt faktum". Der er mange af verdens ledende forskere på området, der er helt uenige.
Vildledning om kvælstof
Det tidligere DMU og nuværende DCE har i årevis anbefalet indsatser, som ikke har givet de forventede forbedringer for vandmiljøet, men til gengæld har medført store problemer for landbrugserhvervet. Årsagen er, at DMU/DCE har tolket vandmiljøet forkert. Ålegræssets udbredelse blev søgt koblet sammen med kvælstofudledning i en model (ålegræsligningen), som alle i dag, tager afstand fra, men som stadig spiller en afgørende rolle i målsætning og indsats.
I hele verden skaber fosfor i spildevand problemer
En af verdens førende kapaciteter vedrørende næringsstoffer i marine områder, professor John A. Downing, Iowa State University, gennemførte en omfattende analyse, hvor han indhentede og analyserede videnskabelige studier fra hele verden.
Downing dokumenterede, at kvælstoffølsomhed kun optræder i fosforforurenede vandsystemer. Desværre er næsten al forskning i eutrofieringsproblemer gennemført i fosforforurenede kystvande, hvor problemerne er størst. Derfor har der ikke været tilstrækkeligt lys på interaktionen mellem kvælstof og fosfor. Denne interaktion betyder, at kvælstof kun er problematisk, hvor der er stærkt fosforbelastet.
Det er altså fosforbelastningen fra sjusket spildevandshåndtering, der genererer kvælstofbegrænsningen, der fejlagtigt bruges som begrundelse for indgreb mod kvælstof fra dyrkningsfladen.
Downing resumerer sine undersøgelser på følgende måde:
I vandsystemets øvre ferske vande, der hovedsagelig stammer fra nedbør med højt N:P og fra afstrømning fra "urørte" områder med højt N:P, er P-koncentrationerne lave, N:P er højt, og primærproduktionen er stærkt P-begrænset. Efterhånden som vandet bevæger sig ned gennem vandsystemet, tilføres P gennem afstrømning fra afløbssystemer med lavt N:P. Det betyder, at P stiger, og N:P falder, hvilket resulterer i hyppigere N-begrænsning af primærproduktionen og opblomstringer af N-fikserende cyanobakterier. Denne næringsberigelse finder sted i varierende grad, afhængig af oplandets størrelse, arealanvendelse og beboelsesomfang.
Det kan altså slås fast, at tilstanden "kvælstofbegrænsning" absolut ikke skyldes kvælstofudledning, men derimod overskud af fosfor fra udledning af spildevand.
Landbruget betaler for byernes forurening
I dansk kontekst betyder det, at landbruget har betalt og stadig betaler en enorm pris i form af begrænsende kvælstofnormer, selv om problemet med recipienternes (fjordenes) kvælstoffølsomhed skyldes byernes voldsomme udledning af fosforholdigt spildevand gennem flere årtier - og stadig i dag, hvor tusindvis af overløb sender urenset fosforrigt spildevand direkte ud i recipienterne.
Gennem flere årtier har DMU/DCE forsømt deres opgaver og vendt det blinde øje til massiv fosforforurening, mens de var optaget af ensidig jagt på "landbrugets kvælstof", som reelt spiller en langt mindre rolle.
Princippet om, at forureneren skal betale, er altså ikke opfyldt, når det gælder vandmiljø. Her betaler landbruget for byernes forurening.
Afslørende eksempel: Roskilde Fjord
Gennem årtier har eutrofieringsproblemerne i Roskilde Fjord været sat i forbindelse med kvælstof. Antagelig fordi fjorden gennem mange år har været stærkt "kvælstofbegrænset". Årsagen hertil: Årtiers ekstrem fosforforurening med 5-6 gange højere fosforkoncentration end andre danske fjorde.
Det er klart, at et økosystem, der er overforsynet med fosfor og mangler kvælstof, reagerer voldsomt på kvælstoftilførsel. Men det betyder ikke, at kvælstofudledningen skal begrænses. Det betyder derimod, at der er alt for meget fosfor til stede, fordi man i årtier har forsømt at gøre noget ved dette problem.
Myndighederne og kommunerne sjusker med spildevand og giver landbruget skylden for eutrofieringen. - Og ikke kun skylden: Landbruget har også fået regningen for fejlslagne kvælstofnormer og en håbløs kvælstofstrategi.
Fosfor skyld i kvælstofbegrænsning
Det er en kendsgerning at vandmiljøet under naturlige forhold er fosforbegrænset. I vandløb og søer inde i landet er der fosforbegrænsning. I oceanerne er der fosforbegrænsning (i hvert fald overvejende). For eksempel er Middelhavet fosforbegrænset. Men omkring byer med spildevandsudledning, dvs. i fjorde og kystnære vande, er der kvælstofbegrænsning. Årsagen hertil er lav-N:P spildevandsudledninger, altså fosforrigt spildevand, såkaldt antropogen forurening.
Lokal kvælstofbegrænsning i fjorde og kystvande skyldes byernes fosforforurening kombineret med naturlig denitrifikation/retention af kvælstof. Ingen af disse processer har forbindelse til kvælstofudledning fra dyrkningsfladen!
Alligevel har denne kvælstofbegrænsning medført fejlkonklusioner flere steder i verden, men mest udpræget i Danmark, hvor DMU/DCE i 30-40 år har forfægtet en håbløs kvælstofstrategi og mistet fokus på fosfor, som har været det egentlige problem. Strategien har da heller ikke givet andre resultater end milliardtab for samfundet og dansk landbrug.
Eftersom mange af verdens ledende forskere anser fosfor som hovedansvarlig for eutrofiering, er der simpelt hen ikke belæg for, at kvælstof er den eneste afgørende faktor for vores havmiljø.
Og når der ikke er belæg for påstanden, er der heller ikke baggrund for den evindelige henvisning til Vandrammedirektivet, som mange politikere bruger i kvælstofdebatten. Vandrammedirektivet siger intet om kvælstof.
Poul Vejby-Sørensens faglig forklaring af betydningen af forholdet mellem N og P i marine områder:
Når alger vokser, skal de bruge kvælstof (N) til at lave proteiner, og de skal bruge fosfor (P) til at lave nukleinsyrer. Forholdet mellem proteiner og nukleinsyrer varierer mellem arterne, og mange af dem prøver også at opbygge reservelagre af N eller P. Når der tilføres rigeligt N og P, optager hver alge næringsstofferne efter eget behov og evne - uden konkurrence fra andre.
Men når f.eks. N er opbrugt i omgivelserne, kan alger med N-reserver (eller mulighed for at fiksere N fra luften) fortsat vokse og optage P, og omvendt hvis P opbruges først. Til sidst er alt det tilførte N og P optaget af algerne, og deres samlede N:P forhold svarer til forholdet i de oprindeligt tilførte næringsstoffer plus eventuelt fikseret N.
N:P-forholdet vil dog falde undervejs fra søerne videre ud gennem fjordene (fjernelse af N ved denitrifikation og tilførsel af P med spildevand).
I den dannede biomasse har hver alge altså sit bestemte forhold mellem proteiner og nukleinsyrer og indeholder større eller mindre restlagre af N eller P. Mængden og forholdet mellem N og P i en alge er med til at bestemme dens rolle i fødekæderne og dens muligheder for at udnytte nye tilførsler af N eller P. Både produktionen og artssammensætningen af alger og fødekæderne bliver således reguleret af tilførslen af begge næringsstoffer, og kun ved et meget skævt forhold mellem tilført N og P bliver der et uforbrugt overskud af det mest rigelige næringsstof. En udvikling mod en mere oprindelig artssammensætning og mindre overproduktion i havet afhænger derfor af, at N og P reguleres i respekt for Redfield ratio , som er N:P = ca. 16:1 (mol). En kraftig, ensidig reduktion af enten P eller N vil nok kunne nedbringe algeproduktionen over tid, men artssammensætningen og fødekæderne vil ikke bevæge sig i retning mod en oprindelig tilstand. Flere videnskabelige analyser har vist, at N:P-forholdet har stor betydning for primærproduktionens kvalitet i det marine fødenet. Højt N:P er sjældent problematisk og sjældent forekommende. Lavt N:P giver hurtigt voksende proteinfattige alger, som er mindre egnede i fødekæden og derfor belaster vandmiljøet. Derfor er det problematisk, at den danske kvælstofstrategi går ud på at sænke N:P-forholdet gennem stramme begrænsninger af kvælstofudledningen til netop de recipienter, hvor N:P i forvejen er for lavt.
