Dansih Crowns notering til uge 38 er uændret på 6,90 kroner pr. kg. for slagtesvin, mens søerne får et ordentligt nøk nedad til 4,05 kroner. pr. kg.
I sin markedsbretning skriver slagteriet:
Det europæiske marked for grisekød er under et tiltagende pres, hvor udbuddet af levende slagtegrise er stigende i store dele af Europa, mens efterspørgslen ikke er tilsvarende stigende. Dermed begynder priserne for alvor at komme under pres - både på nogle delstykker med ben - men også på udskæringer som nakkekød.
De seneste to uger er avancerne faldet for de sælgende parter, og kampen om at finde mere stabile afsætningspriser efter hedebølgens ophør er hård.Det er ikke usædvanligt med let faldende priser på denne årstid, hvor udbuddet af levende dyr sædvanligvis vokser. Men meget peger på, at markedet er på vej hen mod det strukturelle overudbud, der kendetegnede Europa før sommerferien. Hvis priserne for alvor skal flytte sig i en positiv retning, kræver det, at der er mindre kød internt i Europa.
Noteringsniveauerne er på forhånd lave i store dele af Europa, og derfor er der meget begrænsede muligheder for at sænke udbudsniveauet aktuelt. Derfor må situationen fortsat betegnes som alvorlig, og den kommende tids markedsligevægt bliver afgørende for, hvor hurtigt markedet kan vende.

