Nogle steder er grejet bare lige lidt større. Sådan er det som bekendt blandt andet i USA og Canada, og derfor har fendt nu lanceret en såmaskine på 80 fod - 24,4 meter - som skal gøre sig til på netop de markeder.
Såmaskinen klarer 32 rækker med en rækkeafstand på 30 tommer, 76,2 centimeter, og har fået navnet Momentum 32R30.
Såmaskinen har plads til 130 amerikanske skæpper udsæd svarende til godt 4.500 liter. Hertil kommer kapacitet til 1.000 gallons, 3.785 liter gødning.
Hver såenhed har mulighed for at give sig op til 52 tommer svarende til godt 1,30 meter, så såmaskinen kan følge endog meget varierende terræn.
Omfanget af såmaskinen til trods fylder den dog kun 12 fod, 3,6 meter, når den er pakket til transport.
Såmaskinen er tiltænkt at blive parret med Fendt 1000 Vario eller 1100 Vario.





