Vådområder er blandt de mest populære virkemidler til at reducere udledningen af kvælstof, men nu sætter eksperter spørgsmålstegn ved, om effekten er så stor som forventet. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.
Vådområder står til at levere omkring halvdelen af den kvælstofreduktion, som myndighederne forventer at opnå gennem jordomlægning i den grønne trepart.
Men Jens Elbæk, senior vice president i Seges Innovation, har analyseret de vådområdeprojekter, som kommunerne har meldt ind. På den baggrund vurderer han, at man ikke nødvendigvis er så langt med kvælstofreduktionen, som de nuværende beregninger giver indtryk af.
-Man er nok ikke kommet så langt, som man tror. Når man ser på effekten af vådområderne, så er den kraftigt overvurderet, siger Jens Elbæk til avisen.
Beregning siger 90 ton pr. hektar
En del af usikkerheden skyldes den model, der anvendes til at beregne vådområdernes effekt. I beregningerne regnes der med en reduktion på 90 kg kvælstof pr. hektar vådområde.
Men effekten afhænger blandt andet af, hvor vådområdet placeres, hvor stort et opland der leder vand til området, og hvor meget kvælstof der naturligt tilbageholdes undervejs - den såkaldte retention, skriver Jyllands-Posten.
SGAV oplyser, at tallet på 90 kg kvælstof pr. hektar er »baseret på erfaringstal fra tidligere projekter«.
Styrelsen understreger samtidig, at den konkrete effekt af de enkelte vådområdeprojekter først kan fastslås, når projekterne er blevet nærmere undersøgt gennem en forundersøgelse.
Det er Rasmus Jes Petersen, forsker ved Aarhus Universitet, enig i. Han har gennem længere tid undersøgt effekten af vådområder og peger på store geografiske forskelle.
-Engang mente man, at vådområder kunne fjerne over 250 kg kvælstof pr. hektar, fordi man har set på nogle af de steder, hvor effekten var størst. I den her model har man regnet med 90 kg pr. hektar, men den kan potentielt være for høj nogle steder, siger han.
Mange projekter på tegnebrættet
- Når man undersøger de faktiske vandstrømningsveje i landskabet, finder man ud af, hvor stort et areal vådområdet vil modtage vand fra, og dermed hvor stor reduktionen faktisk vil være. Det kan sagtens være, at vi ikke er så tæt på målet, som vi tror, siger Rasmus Jes Petersen til avisen.
Han peger samtidig på, at mange projekter fortsat befinder sig på et tidligt stadie, hvor der alene er givet tilsagn til en forundersøgelse.
Fra 15 til 3 ton
Avisen har snakket med deltidslandmand Mathias Føns fra Ødsted lidt uden for Vejle. Han var hurtig til at tilbyde kommunen, at dele af hans marker kunne indgå i et såkaldt vådområde.
Ifølge kommunens beregninger kan projektet omkring Ødsted Bæk, der løber ud i Vejle Fjord, reducere kvælstofudledningen til fjorden med 15 ton om året.
Men de 15 ton svarede ifølge beregningen til omkring 20 procent af den samlede reduktion, der er forudsat for den indre del af Vejle Fjord, selv om projektområdet udgør mindre end én procent af det samlede opland.
Lodsejerens egne beregninger viste derimod, at projektet maksimalt ville kunne reducere udledningen med omkring tre ton kvælstof.
Vejle Kommune henviser til, at beregningen er foretaget efter retningslinjerne fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, SGAV.
Kommunen understreger samtidig, at der i omlægningsplanen er taget højde for, at ikke alle projekter nødvendigvis kommer til at levere den forventede reduktion.





