Fra Aarhus over Odense til København, langs motorveje og på broer over dem har landbruget i den forgange uge stået sammen i kampen mod gødskningsloven L5 og den medfølgende kvælstofregulering.
Maskinbladet var også med, og her får du et overblik over ugen - den fulde dækning kan findes her
Ugen startede med Landbrug & Fødevarers stormøde i Odense, hvor knapt 5.000 landmænd og følgeerhverv til landbruget var mødt frem for i fælleskab at udtrykke bekymring over loven.
Blandt de fremmødte var ægteparret Poul Erik og Tina Pedersen, som lige har fejret 25 år på Gl. Østergaard ved Nibe, men de er bekymret for fremtidens rammevilkår for deres slagtekalveproduktion og planteavl.
Den samme bekymring har også Henrik Lund, der er planteavler på Østlolland.
Det var som sagt ikke kun primærerhvervet, som var mødt op i Odense. Det var også store dele af følgeerhvervet, blandt andre virksomheden ProMilking fra Viborg, som deltog med 10 firmabiler og medarbejdere
Og opbakningen til både mødet i Odense og tirsdagens demonstration foran Christiansborg var i det hele taget bredt funderet i hele branchen.
Tre kilometer traktorer
På mødet i Odense talte og lyttede minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) også til L&F og de fremmødtes bekymringer og indvendinger.
- Jeg tager jeres bekymring alvorligt. Og jeg anerkender, at det er svært. Men jeg er overbevist om, at det er det rigtige at gøre - også af hensyn til landbruget, sagde han blandt andet.
Dermed var der ikke lagt op til den store lydhørhed forud for andenbehandlingen af forslaget tirsdag, hvor et par tusinde fandt vej til demonstration på Christiansborg Slotsplads.
Til demonstrationen var der desuden en traktordemosntration på godt tre kilometer, som brugte godt en times tid på at køre forbi Christiansborg, mens demonstrationen stod på.
Også på slotspladsen var der foruden landmænd også opbakning fra følgerhverv, og fra Grimme Skandinavien kørte flere servicebiler kørte et par gange rundt om Christiansborg.
- Det gør vi fordi, at vi bakker op om landbruget i Danmark, der er verdens bedste. Vi er et følgeerhverv, og det bliver det lige så hårdt at være, som det gør at være landmand - specielt når vi arbejder med kartofler og grøntsager, som virkelig bliver hårdt ramt, siger Per Rasmussen, der er salgschef for Grimme Skandinavien.
På slotspladsen stod landmænd, gamle som unge, side om side. Blandt andet landbrugseleverne Alexander Bennesgaard og Anton Monberg. Selvom de er en del af landbrugets næste generation, er de i tvivl om, hvorvidt de tør satse på en fremtid i erhvervet.
Sideløbende med demonstrationen i København, var der også en NoFFF-arrangeret demonstration ved Aarhus Universitet. Her var landmænd, maskinhandlere og maskinstationer til en protest mod kvælstofberegningerne fra Aarhus Universitet.
Demonstrationer fortsætter
Undervejs blev der noteret en lille sejr til landbruget, idet politikerne i 11. time lavede en tillægsaftale til loven, som skal fritage grøntsagsproduktion fra den nye kvælstofregulering i 2027.
Men loven blev vedtaget med stort flertal. Kun 34 folketingsmedlemmer stemte mod.
Demonstrationerne fortsatte da også tordsag eftermiddag og fredag, og de kommer også til at fortsætte længere end det, varsler arrangører.
Spørgsmål mangler svar
Selv om loven er vedtaget, er der dog også mange svar, som endnu mangler. Ikke bare, hvordan reguleringen foregår, og hvordan det lige skal kringles, at afgrøder og markplaner til næste sæson mange steder er på plads, men at der ikke foreligger tal, retningslinjer eller andet.
Men også, hvad det reelt vil betyde for arbejdspladser i og omkring landbruget.
Der forsøgte blandt andre Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne at trække ud af ministeren ved tredjebehandlingen af lovforslaget, men uden held.
Naturminister Christian Rabjerg Madsen (S) har kommenteret et høringssvar til gødskningsloven, men ministeren efterlader flere ubesvarede spørgsmål, mener underskriverne af høringssvaret.
I alt fald er loven vedtaget, og nu stater kampen i retssale og for ordentlige erstatninger, varsler Støjberg.





