Efter vedtagelsen af den nye gødskningslov, L5, er landbruget i oprør. Det var tydeligt, da frustrerede landmænd, maskinstationsfolk, vognmænd og flere følgeervhverv, der fredag eftermiddag samlede traktorer langs ruten mellem Varde og Ølgod.
På netop denne rute havde arrangørerne fået et hint om, at naturminister Christian Rabjerg Madsen (S), skulle køre forbi. Naturministeren skulle fra et møde omkring ulve i Varde til åbningen af det nye kulturhus i Ølgod.
Flere hundrede traktorer og landbrugsmaskiner og rigtig mange lastbiler holdt på markerne fra Varde til Ølgod for at vise deres utilfredshed overfor ministeren.
- Det startede som en spontan ide i onsdags, da jeg hørte, at naturministeren skulle køre forbi. Det er så blevet lidt vildere, og vi har hørt tal helt op til omkring 500 traktorer, landbrugsmaskiner og lastbiler langs strækningen. Det viser også, hvor mange det her betyder noget for, vi er ikke bare sure for sjov. Vi er dybt frustrerede over den behandling, vi får og har fået i hele det her forløb, fortæller John Christensen, der ejer Krusbjerg Vognmandsforretning og er en af arrangørerne bag demonstrationen.

Følgeerhverv mødte op
Langs ruten kunne man både se traktorer, håndværkerbiler, entreprenører, vognmænd og folk fra de øvrige følgeerhverv, der alle arbejder for og med landbruget til daglig.
- Jeg er ikke kun overrasket, men også utrolig glad og stolt af, at vi nu får endnu tydeligere opbakning fra alle de følgeerhverv, der har med landbrug at gøre. Det er på tide, at folk får øjnene op for, hvad det her reelt kan betyde for Danmark som helhed og ikke kun for landmændene. Det rækker meget længere, end de fleste tænker over i dagligdagen, fortæller vognmanden.
Demonstrationen foregik således, at maskiner og traktorer holdt på marker ud til vejen. Ingen traktorer holdt på vejen og på den måde generede de mindst muligt den øvrige trafik.

- Vi er ikke ude på at være i vejen. Vi vil ses og høres, for det er vigtigt, at folk lytter, derfor skal det gøres på en ordentlig måde. Når en landmand brokker sig, tænker befolkningen nå ja, det plejer de jo. Men når det pludselig er vognmænd, håndværkere, maskinhandlere og alle de andre følgeerhverv, der råber op sammen med os, så må der da være nogen af dem, der er for det her, der lytter til os, fortæller vognmanden.

Kort dialog på vejen
Da ministeren kom kørende mod Ølgod, var en flok traktorere hurtige og fik spærret vejen. Det foregik meget roligt, og ministeren valgte selv at stige ud og møde de demonstrerende landmænd.
Christian Rabjerg Madsen svarede på enkelte spørgsmål fra de, der stod nærmest, men uden der kom konkrete svar fra ministeren. Dialogen blev kort. Efter få minutter i selskab med landmændene, der opførte sig roligt og ordentligt, afbrød han og kørte mod Ølgod.
Efter de mange traktorer havde forladt markerne, gik et oprydningsarbejde i gang, hvor arrangørerne stod for, at vejene blev fejet, og trafikken kunne køre upåvirket videre.






