Engang var spildevandshåndteringen decentral, naturnær og delvist ukontrolleret - eksempelvis via de åbne grøfter i landdistrikterne. Det var paradoksalt nok mere cirkulært, udledte mindre CO2 og gjorde det marine miljø langt mindre sårbart over for kraftige regnskyl.
I dag har rationaliseringens hellige navn strømlinet systemet. Kloakvandet er lagt i rør og samlet i enorme, centrale renseanlæg med ultrakort behandlingstid. Resultatet? Et system, der er ekstremt disponeret for massive overløb, hver gang sluserne åbner sig fra oven.
Myten der blev skabt foran rullende kameraer
I årtier herskede fortyndingsteorien - ideen om, at havet sletter alle spor, hvorfor kloakvandet trygt kunne ledes ud i strømfyldt farvand. Men da amtskommunerne i 1981 rapporterede om iltsvind og fiskedød, gik der politik i biologien. Det førte til den politiske NPO-redegørelse (Kvælstof, Fosfor og Organisk stof) i 1984.
Allerede i 1982 var kimen lagt til at gøre landbrugets marker til syndebuk. Havbiolog Gunni Ærtebjerg indrømmede senere i maj 2018 i tidsskriftet Vand & Jord, hvordan han fik overbevist en hel verden om, at landbrugets handelsgødning bar skylden for planktonalger og iltsvind. Landbrugsministeriets repræsentanter nægtede dengang at underskrive den del af rapporten. Naturvidenskabeligt er det da også det rene galmandsværk at tro, at vi kan føre et præcist regnskab med det totale mængder kvælstof (N2), som konstant interagerer med atmosfæren, hvor det udgør 78 procent.
Det helt store politiske skred skete i 1986. Danmarks Naturfredningsforening (DN) iscenesatte landingen af døde hummere i Gilleleje Havn, mens Danmarks Radio stod klar med rullende kameraer. Hypotesen om landbrugets "hummermord" var født - bakket op af forskere fra det daværende Danmarks Miljøundersøgelser (DMU).
Sandheden om de døde hummere skal dog ikke findes på de sjællandske marker, men i hovedstadens kloakker. I årtier efter 2. Verdenskrig udledte Hovedstadsområdet nemlig cirka en million tons urenset spildevandsslam direkte ud i Øresund - hvert eneste år. Det gigantiske rensningsanlæg Lynetten blev ganske vist færdigt i 1980, men kørte først for fuld styrke i slutningen af halvfemserne. Det var disse mange års massive deponering af slam, miljøfremmede stoffer og tungmetaller, der kvalte bunden i Kattegat og tog livet af hummerne. Hummerne blev med andre ord dræbt af københavnsk slam - udledt af den selv samme hovedstad, hvor de toneangivende journalister og det øvre DJØF-segment i dag sidder og kloger sig på miljøet.
Alligevel har DR i 40 år ophøjet denne landbrugshypotese til absolut sandhed, ofte med professor Stiig Markager som det faste sandhedsvidne. Min erfaring med den professor er, at han i manipulerende omgang med tal overgår Stein Bagger med flere længder - og det må jeg gerne citeres for.
Hysteri for milliarder
Udenlandske forskere blev i 1989 bedt om en uvildig "second opinion" på den første vandmiljøplan. Deres dom var en sønderlemmende kritik, som overlæge Jørgen Røjel senere fulgte op i sin eminente bog Fra anarki til hysteri. I september 1990 var hans konklusion klokkeklar: "Hysteri for milliarder Politikere uden indsigt, politiserende embedsmænd, forskere uden videnskabelig hæderlighed og skruppelløse pressionsgrupper dannede i uskøn forening med en kritikløs medieverden baggrunden for den kostbare vandmiljøplan, som Folketinget gennemførte ved en hovsa-beslutning i juni 1987".
Men den politiske kapital, der var investeret i vandplanerne, var for stor til, at en omtale i et enkelt landsdækkende dagblad kunne vække opinionen. Siden har DR og DN derfor haft monopol på fortællingen om kvælstof som miljøets store skurk. Hypotesen om, at udvaskning af nitratkvælstof er den primære årsag til iltsvind, er dog aldrig blevet verificeret i fuldskalaforsøg i virkeligheden - kun i modelverdenens computersimuleringer.
Inden for al anden seriøs forskning er uverificerede hypoteser en videnskabelig dødssynd. Vi ville aldrig godkende human medicin eller pesticider udelukkende baseret på laboratorieforsøg. Alligevel har vi i fire årtier reguleret et helt hovederhverv ud fra en uafklaret teori.
Fjordene modbeviser skrivebordsmodellerne
Når vi flytter blikket fra Gødskningslovens paragraffer og ud i den virkelige natur, krakelerer skrivebordsmodellerne. Se bare på de fjorde, der skånes for byernes spildevand, men som modtager vand fra intensivt dyrkede marker. Avnø Fjord på Sydsjælland og Halkær Bredning i Limfjorden er glimrende eksempler; begge har en flot økologisk tilstand med masser af fiskeyngel, ålegræs og klart vand.
Det mest tankevækkende er, at der til den velfungerende Avnø Fjord udledes tre gange mere kvælstof end til den kollapsede Vejle Fjord. Hvorfor overlever Avnø, mens Vejle lider? Svaret ligger i byernes spildevand, overløb, klapning og historiske miljøsynder. Det er parametre, som de officielle miljømodeller behændigt underprioriterer for i stedet at placere hele skylden hos landmanden.
Rent drænvand mod byernes "lortevand"
I debatten glemmer vi proportionerne. Kvælstof fra danske landområder udgør kun mellem 5 og 10 procent af det samlede indhold i vores indre farvande. Resten føres dertil med havstrømme fra Østersøen og Skagerrak. Det er altså disse relative få procent vi har indflydelse på, vi strides om.
De intensivt dyrkede marker gødes i dag med ekstrem præcision og fungerer i sig selv som et fantastisk renseanlæg. Husdyrgødningen nedbrydes over tid på et stort areal og optages som biomasse. Det, planterne ikke optager, udvaskes som nitrat i drænvandet. Dette vand er så rent, at enhver landmand vil drikke det med velbehag.
Kontrasten til de centrale renseanlæg er slående. Her har bakterierne kun to til tre dage til at nedbryde det organiske materiale på et meget lille areal. Næringsstofferne udfældes med kemikalier eller sendes op i atmosfæren med brug af fossil energi, mens medicinrester suser lige igennem. Slutproduktet er 700.000 tons problematisk slam. Afløbsvandet herfra er der endnu ingen, der har budt sig til at drikke af.
Hertil kommer det spildevand, der aldrig når renseanlæggene. Officielt ledes 30 millioner kubikmeter urenset spildevand ud i naturen via overløb og bypass. Et mere realistisk skøn er dog 50 millioner kubikmeter. Billedlig talt vil slammet fra renseanlæggene fylde tankbiler i en lang række fra Skagen til Aabenraa - men de 50 millioner kubikmeter "lortevand" fra overløb vil kunne fylde en række af tankbiler fra Skagen til Cape Town i Sydafrika og retur (26.500 km).
Konklusionen er enkel: Drænvand fra intensivt landbrug er et gode for det marine miljø. Ekstra nitrat kan faktisk mindske skaderne fra de historiske fosfordepoter i fjordenes bundsediment, hvilket cand.agro. Poul Vejby-Sørensen for nylig har dokumenteret i artiklen Kvælstof - nøglen til selve livet. Det er spildevandet, der skal renses på landjorden, frem for at vi forlader os på havets selvrensningsevne.
Derfor er det udelukkende måden at håndtere vores spildevand, der bør have fokus.
Vi må ikke fortsætte med at lukke øjnene og forvente at havets selvrensningsevne alene kan klare opgaven. Fremover må vi i højere grad udnytte og rense spildevandet på landjorden.
Vi kunne starte med at håndtere spildevandet mere decentralt og undlade at blande det hele sammen, så vi ligefrem i nogle kategorier kan udnytte næringsstofferne på samme måde som bondemanden gør.
Uden det på nogen kan overføres til nutiden, er det tankevækkende, at i hele 1800-tallet var brug af menneskelig afføring (latrin) en helt central forudsætning for det intensive havebrug og de store gartnerier, der lå umiddelbart uden for Københavns volde.
Et kolossalt svigt fra egne rækker
Nu hvor den famøse gødskningslov er vedtaget, efterlader det rum for refleksion.
Siden 1986 har DR udskiftet kritisk journalistik med grøn aktivisme, og resten af de statsstøttede medier følger trop. Her har hele journaliststanden - inklusive profiler som Bjarne Corydon og Clement Kjersgaard - grund til selvransagelse. Samtidig har store dele af centraladministrationen tabt den faglige stolthed på gulvet for i stedet at please den siddende minister, som Jesper Tynell så glimrende beskriver det i sin bog Mørkelygten.
Men landbrugets egne organisationer er bestemt ikke fejlfrie. Landbrug & Fødevarer har sammen med SEGES bevidst ofret det faglige fundament på det politiske kompromis' alter.
At gå i seng med Danmarks Naturfredningsforening i den grønne trepart er intet mindre end faglig prostitution.
Selv Bæredygtigt Landbrug (BL) har manglet modet til for alvor at udfordre modelverdenens topembedsmænd med stjerner på skuldrene og de såkaldte "second opinion"-rapporter fra 2017 og 2024.
Det var tragikomisk at se en tidligere formand for BL som ordstyrer ved demonstrationen på Christiansborg Slotsplads den 1. september.
Den samme formand fik i 2017 et klart mandat fra generalforsamlingen til at kræve landbruget fritaget for gødskningsrestriktioner, indtil der lå reel, videnskabelig viden om nitratkvælstofs indflydelse på det marine miljø. Havde BL's bestyrelse respekteret det mandat, de fik pålagt af generalforsamlingen, var vi formentlig blevet forskånet for den grønne trepart og de nuværende og kommende gødskningslove.
Den menige landmand er blevet svigtet af sine egne organisationer og et lukket, rygklappende forskningsmiljø.
Både den grønne trepart - hvis hovedformål er at omlægge arealer for at formindske udledninger af kvælstof - og Gødskningsloven begrundes i dag af embedsværket med, at vi er dikteret af EU's Vandrammedirektiv. Men det argument falder fuldstændig fra hinanden ved selv den mindste juridiske granskning. Det er en bekvem skrivebordsløgn.
Derfor er det også helt åbenlyst, at det næste slag i Kvælstofkrigen skal og vil blive slået i retssalene. Gødskningsloven er det rene galmandsværk, og landbruget bør svare igen med det tungeste juridiske skyts. En kommende stævning mod staten bør indgives med det klare og ufravigelige krav, at den skal have opsættende virkning. Landmændene skal ikke tvinges til at underkaste sig ødelæggende og uvidenskabelig lovgivning, mens domstolene taler embedsværket midt imod.
