Tyske Vogelsang og slovenske Betec har indgået et samarbejde omkring deres maskiner og redskaber til udbringning af gylle. De to producenter har slangebomme, slæbeskærsbomme og græsnedfældere i deres produktsortiment.
I en pressemeddelelse oplyser virksomhederne, at samarbejdet skal styrke de to producenters placering i markedet for gylleudbringningsteknikker. Det bliver Vogelsang, der skal stå for salg af produkterne i alle lande udover Slovenien, hvor Betec hører hjemme.
Vogelsang har slangebomme fra 7,5 til 36 meter og slæbeskærsbomme fra 7,5 til 30 meter. De producerer en lang række andre produkter til gyllevogne, som fordelere, sektionsafluk og meget mere.
Betec producerer slæbeskærsbomme op til 30 meter, græsnedfældere op til 15,2. Fremover vil de to producenter forene deres produkter under det nye navn Vogelsang-Betec.
Vogelsang-Betec
Vogelsang-Betec skal producere slangebomme og slæbeskærsbomme i High-Performence kategorien. Det bliver udbringningsteknikker til de professionelle landmænd og maskinstationer.
- Med øjeblikkelig virkning, vil vi fremover kunne tilbyde både vores professionelle landbrugs- og maskinstationskunder og vores deltidslandbrugskunder en bredere vifte af gylleudbringningsredskaber. Der vil være produkter i flere arbejdsbredder og prisniveauer, fortæller Henning Ahlers, der er salgschef for landbrug og biogas i Tyskland ved Vogelsang.





