Fyret af staten, stod der på de mange grønne kasketter, som var uddelt til de tusinder af landmænd, der demonstrerede mod gødskningsloven på Christiansborg Slotsplads.
Men for flere af de fremmødte er virkeligheden måske, at de ikke når at blive fyret. Sådan lød budskabet fra 24-årige Martin Rahn Johansen, der er uddannet agrarøkonom, landmand og byrådsmedlem for Danmarksdemokraterne i Slagelse Kommune.
- I beder os planlægge vores fremtid, mens I selv gør fremtiden umulig at planlægge. Og jeg frygter ikke kun for dem, der ejer en gård i dag. Jeg frygter for dem, der aldrig når dertil. For nogle af os risikerer ikke at blive fyret fra landbruget. Vi når aldrig at blive ansat i vores egen drøm, slog han fast i sin tale fra scenen.
Han fortalte, at han ville være landmand, siden han var barn. Ikke fordi det var hverken nemt eller med de bedste arbejdstider.
- Og bestemt heller ikke fordi, nogen lovede mig, at jeg ville blive rig af det. Jeg valgte landbruget, fordi jeg elsker det. For det at være landmand er mere end bare et arbejde. Det er en livsstil, en passion, og for mange af os en del af vores identitet. Nogle af mine bedste oplevelser, mine bedste venner og mine bedste minder har jeg fået gennem landbruget, sagde han.
Han fremhævede, at landmænd altid finder en vej, uanset om det er en vej og et problem, der kræver investeringer og ny teknologi eller bare en rulle gaffatape og nogle strips. Han pegede på, at han selv og andre unge landmænd gerne vil løse problmer og finde veje.

At de gerne vil dyrke nye afgrøder og producere brødhvede og kvalitetsfødevarer til både Danmark og udlandet, men at det kræver næring.
- Kvælstof er helt essentielt for udbytte, protein og kvalitet. Brødhvede bliver ikke til brødhvede, bare fordi Christiansborg øsnker det. Grøntsager vokser ikke på politiske hensigtserklæringer. Hvis vi vil producere mere menneskeføde i Danmark, så skal afgrøderne have de næringsstoffer, de behøver. Man kan ikke på den ene side kræve mere dansk fødevareproduktion og på den anden side regulere muligheden for at producere væk, sagde Martin Rahn Johansen.
Ejendomsretten
I forbindelse med kvælstofreguleringen ser Martin Rahn Johansen også ejendomsretten, der er sikret i grundlovens §73, som en grundlæggende rettighed.
- Og den skal også gælde, når ejendommen er en mark, og når borgeren har jord under neglene og gummistøvler på. Selvfølgelig må samfundet regulere. Men regulering skal være nødvendig, dokumenteret og proportional, slog han fast.
Og samtidig pegede han på, at jo større et politisk indgreb er, jo større skal kravet til dokumentation være. Han pegede på, at landmænd ikke er kriminelle, men har drevet virksomhed efter de regler, som Folketinget selv har udstukket.
Det er på baggrund af de regler, at landmænd har investeret, lånt penge og købt jord.
- Så kan staten ikke bare flytte målstolperne så voldsomt, at sunde virksomheder mister deres økonomiske fundament, og bagefter lade landmanden stå alene med regningen. Det handler om mere end landbrug. Det handler om tilliden mellem borgeren og staten, slog han fast og pegede på, at også maskinhandleren, smeden, mekanikeren, rådgiveren, maskinstationen, transportvirksomheden og resten af fødevareklyngen rammes.
Derfor mener han også, at der skal investeres i dansk landbrug. For verden er i krig, der er geopoplitisk usikkerhed og udfordrede forsyningskæder.
- Jeg står på landbrugets side. Jeg står på faglighedens side. Jeg står på ejendomsrettens side og på det gode landmandsskabs side. Og der bliver jeg stående. For vi unge er ikke afslutningen på dansk landbrug. Vi vil være begyndelsen på det næste kapitel, sagde han og tilføjede:
- Vi vil investere. Vi vil udvikle. Vi vil overtage gårdene. Vi vil bruge ny teknologi, passe på jorden, skabe arbejdspladere og producere nogle af verdens bødste fødevarer. Men så skal vi også have muligheden.





