Landbrug & Fødevarer påtager sig ganske uberettiget at tale på hele landbrugets vegne, når organisationen kræver gødskningsloven taget af bordet.

Det mener Frie Bønder - Levende Land, som i en pressemeddelelse gør opmærksom på, at Landbrug & Fødevarer ikke repræsenterer et flertal blandt Danmarks jordbrugere. Derimod hører både pengeinstitutter og fremstillingsindustri til medlemskredsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det store flertal af ejerne af landbrugsbedrifter i Danmark er enten medlem af en anden organisation eller ikke organiserede, mener foreningen.

Frie Bønder langer ud efter trepartsaftale: Økologien holdes som nicheproduktion
Se også:

Frie Bønder langer ud efter trepartsaftale: Økologien holdes som nicheproduktion

Bonde-, husmands- og landdistriktsforeningen Frie Bønder - Levende Land bakker op om vedtagelsen af gødskningsloven.

"Det gør vi, selv om den ikke er ideel. Hverken lovens indhold eller tidspunkt for vedtagelse kan dog komme bag på nogen. Situationen er desuden så alvorlig, at det vil være uforsvarligt at forhale den nødvendige omlægning yderligere. Belært af erfaringen er det ikke forventeligt, at en konkret lovgivning, der for alvor ændrer noget, vil blive accepteret af Landbrug & Fødevarer, uagtet at de selv har godkendt udkastet til gødskningsloven. Det er efter vores opfattelse nødvendigt at tage et opgør nu og ikke lade sig skræmme af trusler om at boykotte trepartsprocessen og dermed blokere for den nødvendige omstilling", skriver foreningen.

De meddeler, at de har tillid til, at regeringen efterfølgende vil sørge for de nødvendige justeringer og kompensationer, således som det hele tiden har været planlagt.

"Som et sidste trumfkort har man trukket landdistrikterne frem. Det er dog ikke vores vurdering, at en forbedret regulering af udledningerne af næringsstoffer skulle gøre Danmark skævere, snarere tværtimod. Med en omstilling af landbruget vil landdistrikterne blive mere attraktive at bo i, og der vil blive bedre plads til andre erhverv, heraf mange i synergi med et omstillet landbrug. Også i denne forbindelse må det forventes, at regeringen lever op til sit ansvar og følger regeringsgrundlaget, hvor man lover at "understøtte en udvikling, (...) hvor vi bliver bedre til at forædle fødevarerne herhjemme, fastholder arbejdspladser i Danmark og skaber en udvikling, der også kommer naboer og lokalsamfund til gavn." (s.11) og målretter landbrugsstøtten til "f.eks. klima-, miljø- og naturtiltag, regenerativ produktion, økologisk produktion, udvikling af lokale og småskalalandbrug, samt at det gøres nemmere for nye landmænd at overtage og udvikle landbrug." (s.12)", lyder der videre fra Frie Bønder - Levende land, som forventer at regeringen står ved sine løfter om radikale initiativer til gavn for landbruget og landdistrikterne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nej til demonstrationer

Foreningen er også meget imod demonstrationer, og hård retorik på området.

"Skældsord og bøllemetoder er kun til skade for landbruget, som i dag ikke er i en position, hvor man kan stille ultimative krav - eller true sig til noget som helst. For så vidt er lederne af aktionerne d. 1. september på kollisionskurs med store dele af selve landbrugserhvervet. Det, vi alle har brug for, er en bred samtale om, hvem der bør inddrages, når fremtidens fødevaresystemer skabes. Spørgsmålet er ikke, hvem der kan høres, men hvem der bør lyttes til. Hvis omstillingen skal lykkes, er der behov for inddragelse af alle, som sagen vedkommer, og som vil bidrage positivt til afbalancerede løsninger, enten det er mindre producenter og handlende, naturorganisationer, forskningsmiljøer eller kommende generationer af jordbrugere", skriver foreningen, som opfordrer regeringen og de politiske partier, der fortsat bakker op om trepartsprocessen, om at tage kontakt til repræsentanter for det landbrug, som Frie Bønder - Levende Land repræsenterer.