Efter landbrugets stormøde i Odensen står én ting endnu tydeligere for Steen Bitsch, administrerende direktør i Vestjyllands Andel:

Den kommende kvælstofregulering må og skal udsættes. Ikke for at udsætte den grønne omstilling, understreger han i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men fordi landbruget og virksomhederne omkring det skal have en reel mulighed for at tilpasse sig de nye rammer.

L&F advarer: Kvælstofregulering truer fødevareproduktionen
Se også:

L&F advarer: Kvælstofregulering truer fødevareproduktionen

Problemet er, at reguleringen allerede har betydning for arbejdet i marken. Landmændene er i gang med at så næste års afgrøder, selvom den lov, de skal dyrke under, endnu ikke er vedtaget.

Det skyldes blandt andet, at reguleringsperioden ændres, så den fremover følger kalenderåret frem for dyrkningssæsonen.

Dermed rammer reglerne en produktion, der allerede er i gang. Og konsekvenserne forplanter sig bagud i en værdikæde, hvor såsæd til kommende sæsoner allerede er produceret.

- Landbrugets supply chain planlægger flere år frem, og derfor bør det i mine øjne være umuligt at gennemføre et lovforslag, som efterlader erhvervet med et kæmpe værditab på allerede producerede varer til fødevareforsyningen, siger Steen Bitsch.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Konsekvenserne før markskel

Problematikken blev også fremhævet fra talerstolen på mandagens Stormøde af Landbrug & Fødevarers formand, Søren Søndergaard. Han pegede netop på ændringen af reguleringsperioden som en væsentlig årsag til, at diskussionen om en udsættelse er blevet så presserende.

For Steen Bitsch illustrerer situationen et større problem. Når rammerne for produktionen ændres med meget kort varsel, rammer det ikke alene den enkelte landmand, men hele kæden af virksomheder omkring landbruget.

Hvis landmændenes muligheder for at dyrke bestemte afgrøder ændres markant med kort varsel, kan allerede produceret såsæd miste sit marked. Samtidig påvirkes efterspørgslen efter andre input, mens mindre dansk produktion efterfølgende vil betyde færre danske råvarer til blandt andet foder- og fødevareproduktion.

- Vi taler meget om, hvad reguleringen kommer til at betyde på markerne og ikke mindst i landdistrikterne. Det skal vi også. Men vi er nødt til at forstå, at en landmand ikke står alene. Rundt om hver bedrift ligger en forsyningskæde, som allerede har produceret, købt ind og planlagt flere år frem. Den kan ikke bare stoppe og begynde forfra den 1. januar, siger Steen Bitsch.

Støjberg: Vi kæmper til det sidste
Se også:

Støjberg: Vi kæmper til det sidste

Opererer i blinde

Også Steen Bitsch var mandag blandt talerne ved Landbrug & Fødevarers Stormøde i Odense. Her brugte han en kontant metafor til at beskrive den situation, han mener, erhvervet er blevet placeret i:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den nye kvælstofregulering svarer til at indsætte en læge på en operationsstue, kappe strømmen, binde lægens ene arm på ryggen og bede vedkommende operere en døende patient i raketfart. De forhold kan man ikke byde fagligt stolte mennesker, siger han.

Han understreger samtidig, at kritikken ikke er et ønske om at løbe fra landbrugets ansvar for at reducere kvælstofudledningen. Tværtimod mener han, at en udsættelse skal bruges til at få det faglige grundlag på plads, få belyst konsekvenserne gennem hele værdikæden og skabe rammer, der giver landbruget mulighed for at anvende de løsninger og teknologier, der faktisk reducerer udledningen.

- Landbruget vil omstillingen. Viljen og fagligheden er der. Men fagligt stolte mennesker skal også have de rette forudsætninger for at løse opgaven. Lige nu opererer vi i blinde. Derfor er konklusionen klar: Reguleringen må og skal udsættes, siger Steen Bitsch.