"Den grønne trepartsaftale er Danmark, når Danmark er allerbedst, og det er efter min mening den stærkeste generationskontrakt, der er skrevet i mine snart 25 år her i Folketinget."
Søren Søndergaard mindede de godt 5.000 fremmødte fra hele landbrugserhvervet om, hvad statsminister Mette Frederiksen sagde fra Folketingets talestol, da trepartsaftalen blev født og vedtaget.
I juni var det to år siden L&F - sammen med regeringen, fagbevægelsen, industrien, Danmarks Naturfredningsforening og Kommunernes Landsforening - præsenterede repartsaftalen. En aftale, der samlede en lang række af de udfordringer, lovkrav og reguleringer, landbruget stod overfor, i én aftale.
- Netop så vi kunne løse flere udfordringer på den samme hektar. Vandplaner, klimalov, drikkevandsbeskyttelse, biodiversitetsmål, krav om skovrejsning og så videre eksisterede jo allerede. Det var ikke noget, vi opfandt i treparten. Men treparten var en måde at håndtere mange af de krav på med udgangspunkt i aftaler om en lokal forankret omlægning af arealer, sagde Søren Søndergaard fra talerstolen til stormødet til højlydte klapsalver fra de mange i salen.
Næsten umulig opgave
De 23 lokale treparter fik i følge Søren Søndergaard tildelt en næsten umulig opgave. Og han er stolt af hver og en af landbrugets repræsentanter, der har påtaget sig det ansvar.
- I er her alle i dag. Jeg har besøgt mange af jer, talt i telefon med endnu flere, og vi har haft fællesmøder på tværs af de lokale treparter. Så jeg ved, hvordan I har slidt og slæbt. Fordi det i hvert fald ikke skulle hedde sig, at det var landbruget, der ikke leverede. Og fordi - og det her er vigtigt - vi landmænd har de samme ønsker og mål som resten af samfundet, hvad angår miljø, natur og et landskab, vi kan være stolte af at give videre til næste generation. Vi har altid forandret os sammen med samfundet, og det vil vi blive ved med. For vi lever i og af naturen, sagde L&F formanden.
Mange steder har det ifølge formanden været næsten umuligt at nå til enighed i treparterne, fordi mål og krav var meget høje, eller fordi interesserne var meget modstridende.
- Der blev præsenteret planer, som mere end leverede på de - ellers meget høje - mål om kvælstofreduktion. Men så valgte regeringen at kyle det hele op i luften igen. På trods af vores massive og mange advarsler. Jeg forstår enhver af jer i de lokale treparter, der siger, at nu kan vi ikke løse opgaven, sagde Søren Søndergaard.
L&F stillede i sin tale en række spørgsmål til politikerne bag aftalen.
- Vil man de lokale treparter? Vil man generationskontrakten? Vil man overholde den aftale, hvor vi - sammen - skaber de store forandringer? Med lodsejerinddragelse og lokal forankring? Med arealomlægning, ingen turde drømme om. Ny natur. Skov. Vådområder. Et forbedret vandmiljø. Og en vækstplan for fødevareerhvervet, så vi fremtidssikrer vores danske kvalitetsråvarer.
Er det det, I vil? Eller vil I hellere det, I gør nu? Hvor I trækker detailstyringen tilbage til København. Gør vores jord og vores marker til jeres egen skrivebordsøvelse, spurgte Søren Søndergaard.
Søren Søndergaard kritiserede politikerne for at bruge skiftende data og usikre, teoretiske, modelberegnede kort og bruger dem som fagligt grundlag til at afgøre, hvem der må dyrke sine marker i fremtiden - og hvem der ikke må.
{% article: askinbladet.dk/artikel/92701-naturminister-kaldt-i-samraad-om-kvalstofreguleringen#politik %}
Usikre dataer
- Data og kort, som forskerne selv fremhæver som værende så usikre, at det alene bør betragtes som et støtteværktøj frem for en facitliste. Jeg er med på, at nogle af jer folketingsmedlemmer sikkert mener det godt. At I måske tror, I gør vandmiljøet en tjeneste, når I forsvarer at vedtage en lov, ingen kender konsekvenserne af, sagde han.
At I forestiller jer, at I med en ekstremt hård regulering af vores marker tvinger os lokalt til endnu mere arealomlægning og dermed flere af de signaturprojekter, I drømmer om.
Men det bliver ikke resultatet forudser Søren Søndergaard.
- I stopper den udvikling. I kommer til at bremse alt det, I ønsker mere af. For med den nuværende politiske kurs bliver det ikke kun svært og dyrt at producere fødevarer. Det bliver også umuligt at levere på den arealomlægning, vi har aftalt med hinanden, fordi vi i stedet skal bruge vores arealer til at leve op til den lovgivning, I er ved at vedtage, sagde formanden.





