Hans Christian Jensen fra Ølandsgaarden ved Slagelse møder op til krisemødet for at bakke op om erhvervet og vise sammenhold.
- Om det hjælper noget, det ved jeg ikke. Men et eller andet sted burde vi stå sammen alle sammen, siger han.
For Hans Christian Jensen er bekymringen meget konkret. Blandt andet ser han store udfordringer i kravene til sædskiftet på bedriften.
- Det er jo en totalt sindssyg situation, vi står i. Vi skal skære over 100 hektar, hvis vi skal køre med det samme sædskifte, og så skal vi have meget frøgræs med i det. Men alle kan jo ikke bare have frøgræs, siger han.
Samtidig står han ifølge eget udsagn til at få mere end 120 hektar berørt af krav i forbindelse med beskyttelse af drikkevandet.
- Hvis ikke de betaler fuld erstatning, så nægter jeg simpelthen at gøre det. Så må de sætte os i spjældet. Det er sådan, det bliver, siger Hans Christian Jensen.
Han mener samtidig, at der i langt højere grad bør lægges vægt på konkrete målinger frem for beregnede værdier, når der træffes beslutninger, som får store konsekvenser for landmændenes arealer.
- Hvis det er sådan, at de har taget beslutningen på nogle fiktive målinger og nogle beregninger, så må vi jo stå sammen og lave en krig ud af det hele, siger han.





