Lige som flere tusinde andre fra landbruget er famlien Pedersen fra Nibe taget til Odense for at deltage i stormødet. De to sønner og svigerdatteren er taget med far og mor for at vise deres protest og frustration over de varslede kvælstofreguleringer.
- Vi har lige fejret 25 år jubilæum på Gl. Østergaard, men er ærlig talt nervøs for fremtiden. Vi har to sønner, som måske på sigt kunne overveje at overtage, men situationen er meget usikker lige nu, siger Tina Pedersen, der sammen med sin mand Poul Erik Pedersen, driver Gl. Østergaard med 4.000 slagtekalve og 750 hektar.
Den ældste søn Christian Pedersen arbejder på forældrenes bedrift halvdelen af tiden, den øvrige tid arbejder han som entreprenør. Den yngste søn Laurits Pedersen er elev på en anden bedrift, men hjælper til hjemme i sin fritid.
- Vi er ærlig talt bekymret for, hvordan vi skal drive landbruget i fremtiden ud fra regler, vi ikke kender. Det er som at sætte spillet i gang uden at banen er sat, lyder det samstemmende fra Tina og Poul Erik Pedersen.
På Gl. Østergaard efterlyser de faktabaserede reguleringer.
- Vi vil gerne miljøet og naturen, men reglerne og kravene skal bygge på faktisk målinger, som vi kan regulere ud fra. Det føles ærlig talt som om, vi er i to parallelle verdener, landbruget er i én verden, og politikerne er i en anden verden, siger Tina Pedersen.
Sønnen Christian Pedersen vil egentlig gerne landbruget, men har svært ved at se mulighederne.
- Jeg føler hele tiden, vi bliver bremset. Vi vil reguleres på fakta, lyder det fra landmanden.
- Vi har i landbruget altid leveret på de krav, vi har mødt, men vi oplever hele tiden, at politikerne flytter målstregen, lyder det samstemmende fra familien Pedersen.





