Kære Christian Rabjerg Madsen.

Jeg er oprigtigt bekymret og ked af, at du og regeringen hidtil har udvist en så uforstående og afvisende holdning overfor det samlede danske landbrug, incl. grønsags- og frugtavlere, der nu med rette er bekymrede for deres fremtid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ikke blot efter regeringsgrundlagets virkelighedsfjerne formålsparagraffer*, men nu også efter dine udtalelser om det fremsatte lovforslag L5 "Gødskningsloven", der på Folketingets hjemmeside står til vedtagelse ved 3. behandling allerede 3. september.

*) Jeg citerer fra regeringsgrundlaget af 2/6 2026"... støtte til småskalabedrifter, efteruddannelse af landmænd, plantebaseret og økologisk produktion, ... vertikale landbrug og fremme af pesticidfri planteværn m.v. ... øge Danmarks fødevareforsyningssikkerhed og -uafhængighed ved bl.a. at a)øge selvforsyningen af frugt, grønt og bælgfrugter, b) styrke offentlige indkøb, så de understøtter lokale, økologiske og danske fødevarer, samt c) videreføre ambitionen fra landbrugsaftalen fra 2021 om at fordoble det økologiske areal i 2030

Du sagde ifølge LandbrugsAvisen:

12/6: "Jeg anerkender, at det er en ambitiøs tidsplan, men det er en tidsplan, der kommer til at holde."

17/8: "Hvis vi undtog grønsagsproduktionen fra reguleringen, ville det alt andet lige gøre effekten mindre."

Artiklen fortsætter efter annoncen

23/8: "Vi vil ... bede et ekspertudvalg kigge endnu dybere i det faglige grundlag bag vores lovgivning for at se, om man kan finde løsninger til grøntsagsproducenterne" (noget med økonomisk kompensation, ikke lempelse af reglerne).

Tillad mig derfor at stille følgende otte spørgsmål, som jeg imødeser dine svar på:

LandbrugsAvisen opsummerer 26/8 dine svar til Folketinget: "Fra Christian Rabjerg Madsen lyder det, at det er meget vigtigt, at eventuelle justeringer af modellen ikke mindsker den kvælstofreducerende effekt af den nye regulering eller får betydning for tidspunktet for implementeringen." - Er dette retvisende for dine svar?

Opbakning fra hele branchen til demonstrationerne
Se også:

Opbakning fra hele branchen til demonstrationerne

Senere 26/8 refererer LandbrugsAvisen et svar til Marie Bjerre (V) og Stephanie Lose (V) om den nye N-regulering: "Mener I alvorligt, at jeg virker ligeglad? Sig mig hvad bilder I jer egentlig ind?". Mener du selv dette alvorligt?

Nu siger du selv (hvis jeg forstår dig ret), at detaljerne i L5 ikke er klar, og først vil blive fastlagt engang efter nytår. Hvordan skal landmændene kunne planlægge og begynde næste års markplan uden denne viden?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ved regeringen og dit ministerium ikke, at vintersæden allerede er ved at blive sået (I kræver selv såning senest 7/9), og at diverse efterafgrøder med videre samt påtvungen braklægning og så videre presser sig på?

Det er et stort og kompliceret arbejde at lægge en ordentlig markplan, ikke mindst med de store bedrifter, udviklingen i de senere år har tvunget landbruget ud i.

De nu så forhadte "industrilandbrug" opstod jo ikke af lyst eller "profit-jagt", men af ren og skær nød (jeg oplevede det selv): Hastig afvandring af arbejdskraft til by-erhvervene, deraf påtvungen mekanisering og følgende kapitalkrav. Ingen ønskede det, men sådan gik det.

De idylliske forestillinger om at vende tilbage til "småskalabedrifter" er rent skrivebordsarbejde; ingen kan længere leve af det.

Landbrug & Fødevarers økologiformand (350 hektar, 250 søer, 6.000 slagtegrise, kvæg og naturpleje, høns, der lægger "græs-æg") sagde til LandbrugsAvisen 25/6: "Lige nu kan man ikke leve af at drive et politisk korrekt landbrug". Hvordan skal det kunne lade sig gøre efter lovens vedtagelse?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danmarks største (økologiske) producent af kål, porrer og løg skal efter det fremlagte braklægge 5.600 hektar, næsten som hele Samsøs landbrugsareal (4 hektar for hver hektar, han fremover får lov til at dyrke). Dette er kun det mest horrible eksempel, der hidtil har været fremme i pressen.

Hvordan mener du, at landbrug, grønsags- og frugtavl fremover skal kunne løbe rundt økonomisk?

Kvælstofregler kan koste økologisk grøntsagsproducent 40-50 millioner
Se også:

Kvælstofregler kan koste økologisk grøntsagsproducent 40-50 millioner

Du sagde 25/8 til DR P1 Morgen under rubrikken "Vi skal i mål med treparten", at "Vejle Fjords iltsvind og fiskedød" viste, at der skal gøres noget ved landbrugets N-udledninger, og det skal være nu. Så ved dit nye ministerium altså ikke, at Århus Universitets egne målinger af åernes udløb til fjorden (de mest intenst overvågede: Højen Å, Grejs og Vejle Å) viser, at de udleder drikkevand i Heunicke-kvalitet?

(Umiddelbart før valget dekreterede daværende miljøminister Magnus Heunicke jo nedsættelse af max. grænsen for nitrat-indhold i drikkevand til 6 mg/l., hvor resten af EU bruger 50 mg/l.)

Ifølge jer selv er I "Den grønneste regering nogensinde". Hvordan synes du selv, at det går?

Artiklen fortsætter efter annoncen

I solgte jeres sjæl til Enhedslisten og Alternativet for at få regeringsmagten. Nu bider de jer i haserne, både med dette og med momsnedsættelsen på fødevarer/ momsfjernelsen på frugt og grønt, som de økonomiske vismænd ikke kan se visdommen i.

"Der gives gode samfundsreformatorer, dårlige samfundsreformatorer og meget dårlige samfundsreformatorer, men ingen der med rette kan kaldes ideel, og de farligste samfundsreformatorer er idealisterne." (Peter P. Rohde, 1970).