Agronom Poul Vejby-Sørensen gør opmærksom på, at den danske vandforvaltning er helt anderledes end i verden omkring os, og han påviser, at det er et overset aspekt i debatten, at både planter på land og i vand har brug for kvælstof for at danne protein.
Den danske tilgang til vandforvaltning er helt anderledes end i verden omkring os - herunder Sverige, der korrigerede indsatsen for årtier tilbage.
Gennem de seneste 40 år har der fra Miljøministeriet lydt en monoton og enøjet anklage mod "landbrugets kvælstof", når det gælder vandmiljøet. Anklagen har været orkestreret fra den officielle myndighedsbetjening på Aarhus Universitet. Når de forventede resultater for vandkvaliteten udeblev, rettede ministeriet ind efter den aktivistiske myndighedsbetjening og skærpede kravene til landbrugets udledninger af kvælstof uden tilsvarende krav til andre udledninger.
Kvælstof fejlvurderet
Denne artikel handler om kvælstof (N), som er et af livets allervigtigste elementer.
Den handler om, hvor nuanceret kvælstof skal betragtes, hvis dets funktion skal forstås.
Dermed handler den om noget, der ikke står i "Miljøministeriets Lille Katekismus".
Den handler om, hvordan kvælstof opfattes andre steder i verden.
Endelig handler den om, hvordan kvælstof er blevet fejlvurderet af danske miljømyndigheder i årtier og af ren stædighed fortsat bliver det.
For ikke at indrømme en betydelig mangel på viden om, hvordan kvælstof virker i miljøet, har myndighederne valgt at stå fast og stramme skruerne. Dermed har de kurs mod en mega-skandale!
For hvor omverdenen retter ind efter politiske beslutninger på politikområder som skattepolitik, socialpolitik, trafikpolitik o.m.a., så retter omverdenen ikke ind efter miljøpolitiske beslutninger. Hverken naturen eller økosystemet respekterer politiske beslutninger eller miljølovgivning. Her gælder kun naturlovene - og dem må politikerne og deres embedsværk bøje sig for. Det er direkte uintelligent at føre politik i strid med naturlovene!
Kvælstof har fået sit danske navn, fordi det "kvæler" den altfortærende ild, der ville opstå, hvis ikke atmosfæren havde kvælstof som hovedbestanddel (cirka 78 procent).
Men lad os se nærmere på, hvordan kvælstof som et at livets helt centrale elementer opfører sig i økosystemet:
Til lands
Kvælstof (N) er sammen med fosfor (P) og kalium (K) de vigtigste makronæringsstoffer for planter. Herudover er der en lang række mikronæringsstoffer, som også skal være til stede, for at planterne kan udvikle sig.
Når et næringsstof forefindes i mindre mængde end planternes behov, siges det at være begrænsende for væksten. Det vil i teorien sige, at hvis man reducerer mængden af et næringsstof til under plantens behov, kan plantens vækst begrænses.
Det er denne teori, der ligger bag myndighedernes bestræbelser på at begrænse anvendelsen af kvælstof i landbruget gennem indførelse af politisk fastsatte normer. Med kvælstofnormerne mener man at kunne begrænse kvælstofudledningen og dermed algevæksten i vandområderne.
Men ikke al vækst er afhængig af kvælstofgødning. Nogle planter f.eks. kløver og bælgplanter henter kvælstof fra luften.
Kvælstof er en forudsætning for planternes proteindannelse. Derfor medfører kvælstofmangel f.eks. lavt proteinindhold i korn, således at det bliver mindre anvendeligt til mad til mennesker og foder til dyr. Der er problemer med at skaffe dansk brødkorn til at lave mel af. Der er problemer med at skaffe dansk maltbyg til at brygge øl af. Og foderkorn må suppleres med importeret protein, inder det kan anvendes som dyrefoder. Alt sammen fordi den politisk fastsatte alt for lave kvælstofnorm umuliggør en kvalitetsproduktion.
Til vands
Forholdene til vands har mange lighedspunkter med forholdene til lands. Også her kan et næringsstof være i underskud og dermed begrænse væksten. Også her er det oftest kvælstof, der er i underskud. Også her gælder, at nogle organismer kan udnytte luftens kvælstof. Det gælder de udbredte cyanobakterier (også kaldet blågrønalger). Disse cyanobakterier får en konkurrencefordel, når kvælstofforsyningen er lav, da de henter (fikserer) kvælstof fra luften. Derfor udkonkurrerer de andre alger, som mangler kvælstof, og som de endvidere skygger for ved at ligge i overfladen.
Også i vandsøjlens komplicerede fødenet har kvælstofforsyningen stor betydning for planktonproduktionens kvalitet. På samme måde som til lands forudsætter en tilstrækkelig proteindannelse i planktonproduktionen, at der er tilstrækkelig kvælstof til proteindannelse.
Plankton, der produceres med tilstrækkelig kvælstofforsyning, danner protein og egner sig som fødeemne i de videre led i fødekæden. Plankton, der produceres med utilstrækkelig kvælstofforsyning, danner for lidt protein og er mindre egnet som fødeemne i fødekæden. Og når det ikke spises af zooplankton, rådner det med iltsvind til følge.
En anden virkning af utilstrækkelig kvælstofforsyning er, at det andet vigtige næringsstof, fosfor, kommer til at dominere. Det betyder, at væksten (celledelingen) speedes op, fordi fosfor spiller en central rolle for cellekernernes energiforsyning i forbindelse med vækst.
Det betyder, at et lavt kvælstofindhold i vandmiljøet fører til hurtigere algevækst og ringere (proteinfattig) algekvalitet.
Derfor er det problematisk, at myndighederne søger at begrænse kvælstof præcis der, hvor der er mindst af den, nemlig hvor den er i fysiologisk underskud.
Denne sammenhæng, som i mange år er ignoreret af Miljøministeriet, anses som en del af forklaringen på, at den gennemførte halvering af kvælstofudledningen ikke har givet de forventede resultater for vandmiljøet, hvad angår iltindhold, sigtdybde (klarhed) og udbredelse af ålegræs.
I luften
Luften består for cirka 78 procent vedkommende af kvælstof, der spiller en forholdsvis passiv rolle. Atmosfæren virker som et kvælstof-reservoir eller "buffer-lager". Mangler der fra "økosystemets synsvinkel" kvælstof, fikseres det fra luften. Er der for meget kvælstof, denitrificeres det og sendes op i atmosfæren. Økosystemet tilstræber gennem bl.a. disse processer at bringe kvælstofindholdet på ca. 7 gange fosforindholdet (Redfield-relationen).
Sammenhæng [det oversete aspekt]
Læg mærke til at kvælstof spiller tilnærmelsesvis samme rolle til vands som til lands. Kvælstof er en helt afgørende ingrediens i proteindannelsen, hvoraf det udgør cirka 16 procent.
Derfor forudsætter proteindannelsen i afgrøderne tilstrækkelig kvælstoftilførsel til planterne. Det er netop en utilstrækkelig kvælstoftilførsel på grund af politisk fastlagte kvælstofnormer, der i perioder har vanskeliggjort eller helt forhindret den danske produktion af brødkorn og maltbyg.
Der er mindre opmærksomhed på, at denne sammenhæng på tilsvarende måde findes i vandmiljøet. Forskere fra University of Maryland har analyseret 30 års data om kvælstof- og fosforkoncentrationer og N/P-forholdet samt forekomsten af planteplankton, dyreplankton, bunddyr og fisk i Bay Delta nær San Francisco. Denne analyse viser, at fytoplankton produceret med utilstrækkelig kvælstofforsyning (lavt N/P), er mindre egnet i fødekæden på grund af lavt proteinindhold. Det betyder, at zooplankton ikke "græsser" på fytoplankton, hvorfor fytoplankton-overskuddet nedbrydes bakterielt med iltsvind til følge. Samtidig begrænses zooplanktonproduktionen af fødemangel med følgevirkninger videre i fødekæden.
Hvis primærproduktionen derimod sker med tilstrækkelig kvælstofforsyning (højere N/P), bliver fytoplankton mere proteinholdig og "græsses" i højere grad af zooplankton. Der kommer mere gang i fødekæden, hvilket i sidste ende fører til en større fiskebestand. Som tommelfingerregel regnes 1 kg fisk at have aftaget 1 ton fytoplankton gennem fødekæden.
Dansk miljøregulering er forkert
På den baggrund er det problematisk, at dansk vandmiljøstrategi tager udgangspunkt i at begrænse fytoplanktonproduktionen gennem begrænsning af kvælstof, hvor kvælstof defineres som begrænsende (områder med N/P < 7). Intentionen er, at begrænse fytoplanktonproduktionen.
Men teorien holder ikke, for netop ved at "sulte" produktionen for kvælstof, bliver den mindre proteinholdig og mindre egnet som fødeemne i fødekæden. Det vil sige, at selv om man begrænser væksten, bliver kvaliteten ringere, og andelen af "uspiselige" alger bliver større. Nedbrydningen heraf er iltforbrugende og medfører iltsvind.
Og så har vi skudt os selv i foden!
Fødenettet og Redfield
Hele vandmiljøet med dets mange interaktioner og forskellige fødekæder kaldes "fødenettet".
I et afbalanceret fødenet matcher "efterspørgslen" i hvert led produktionen i det foregående led. Sandsynligheden for at opnå en sådan balance er størst inden for den såkaldte "Redfield komfortzone" med N/P fra cirka 7 og op til 15-20.
Det paradoksale er, at Miljøministeriet siden slutningen af 1980'erne har holdt fast i strategien med at begrænse kvælstofkoncentrationen i områder med defineret kvælstofbegrænsning (det vil sige N/P < 7). Herved tilstræbes det i virkeligheden at sænke N/P yderligere, hvor det i forvejen er lavest, og N/P presses ud af komfortzonen.
Vandmiljøproblemer ved lavt kvælstof
Ovennævnte forskningsresultater passer godt med mangeårige danske iagttagelser om, at lavt N/P ofte medfører dårligt vandmiljø med ringe sigtdybde og lavt iltindhold (gælder for de mere byprægede fjorde).
Disse upåagtede sammenhænge er en væsentlig årsag til, at Miljøministeriet aldrig har kunnet opnå de tilstræbte resultater af kvælstofrestriktioner.
Det oversete aspekt
Det oversete aspekt handler altså om, at lavt N/P reducerer iltindholdet, nedsætter sigtdybden og fører til mindre fiskebestand. Kort sagt forringer vandmiljøkvaliteten.
Dette kolliderer med, at den danske miljøforvaltning har haft kvælstofbegrænsning (reduceret N-udledning gennem kostbare N-normer) som hovedingrediens i 30-40 år.
Myndighederne har brugt en forkert medicin. Og da den ikke virkede, satte de bare dosis op (endnu stærkere kvælstofbegrænsning).
Det tid at starte på en frisk.
