Hverken Folketingets formand, Søren Gade (V) eller nyvalgte Amanda Heitmann (V), valgt i Fyns Storkreds, har tænkt sig at stemme for 3. behandlingen af gødningsloven på torsdag, der skal lægge rammerne for landbrugets kvælstofudledning.
Søren Gade (V) har meddelt sit bagland og sit parti, at han har tænkt sig at stemme imod.
- Skal jeg nu stemme imod det, jeg oprigtigt tror på? Det kommer simpelthen ikke til at ske. Den dag, jeg bliver pensionist, der vil jeg kunne gå en tur i Ringkøbing og i Skjern og i Vestjylland uden at få en snebold i nakken, fordi jeg fuldstændig lod hånt om det, jeg havde stået for og også om det område, jeg var valgt i, siger han til TV Midtvest.
Også det nyvalgte medlem af Venstre folketingsgruppe Amanda Heitmann har valgt at stemme imod. Hun skriver på sin Facebook-profil.
- Når Folketinget om kort tid stemmer om L 5 - den såkaldte gødskningslov - stemmer vi ikke kun om tekniske modeller, kvoter og regneark.Vi træffer en afgørende beslutning om fremtiden for dansk landbrug, gartneri og fødevareproduktionen som helhed. For mange landmænd og andre virksomhedsejere handler det helt konkret om, hvorvidt deres virksomhed fortsat kan eksistere, om næste generation kan overtage, og om arbejdspladserne, investeringerne og produktionen kan blive i Danmark, skriver Amanda Heitmann, der blev valgt ind i Folketinget i marts 2026.
Folketingsmedlemmerne er ifølge paragraf 56 i grundloven udelukkende bundet af deres overbevisning.
Grundloven fastslår, at medlemmerne af Folketinget er uafhængige. De kan frit stemme efter deres overbevisning. De har ikke pligt til at tage hensyn til, hvad deres parti eller vælgere siger. De behøver heller ikke at opfylde de løfter, de f.eks. har givet vælgerne i en valgkamp.
Solidt fagligt grundlag
Amanda Heitmann, Venstre, ønsker at slå fast, at hun ønsker renere fjorde, bedre vandmilø og også et landbrug der bidrager til den grønne omstilling. Men hun efterlyser, at omstillingen bygger på et solidt fagligt grundlag, ordenlige rammevilkår og respekt for landmændene.
- Det gør L 5 efter min vurdering ikke. Heller ikke selvom dygtige Venstre-folk er lykkedes med at trække i den rigtige retning. Og tak for det! Det ændrer dog ikke på, at jeg ikke kommer til at kunne se landmændene og fødevareproducenterne i øjnene og forsvare, at vi først vedtager loven ved en hastebehandling og bagefter finder ud af, hvad konsekvenserne bliver for den enkelte bedrift.Jeg er ikke valgt til at få virkeligheden til at passe til politikken. Jeg er valgt til at få politikken til at passe til virkeligheden, bruge min egen dømmekraft og være en stærk stemme for Fyn og øerne.Derfor kommer jeg ikke til at stemme for den nye kvælstofregulering, lyder det fra Amanda Heitmann (V).
Paradigmeskifte i kvælstofindsatsen
Gødskningsloven - "L 5 Forslag til lov om bæredygtig forvaltning af næringsstoffer og drivhusgasser m.v. i land- og skovbruget" skal 2. behandles den 1. september og 3. behandles den 3. september.
I Folketingets resumé af gødskningsloen L5 lyder:
"Lovforslaget etablerer en ny ramme for regulering af land- og skovbrugets udledninger af næringsstoffer og drivhusgasser til vandmiljøet og naturen som led i »Aftale om Implementering af et Grønt Danmark« fra den 18. november 2024 mellem den daværende regering (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre.
Forslaget er en del af et paradigmeskifte i kvælstofindsatsen, hvor regulering kombineres med målrettet arealomlægning, omstilling og moderne arealforvaltning. Indsatsen bygger på lokalt forankret, frivillig omstilling af landbruget og fælles løsninger.
Fra 2027 erstattes den nuværende markregulering af en udledningsbaseret regulering. Miljøgarantien sikrer yderligere regulering, hvis indsatsbehovet ikke opfyldes, og mulighed for lempelser, hvis effekten bliver større end forudsat.
Lovforslaget bidrager til at opfylde EU-forpligtelser om vandmiljø, nitrat og Natura 2000 og indeholder hjemmel til ekspropriation samt straf ved overtrædelser".





