Tirsdag den 1. september er der anden behandling af gødskningsloven i Folketinget. Samtidig har foreningen NOFFF.EU valgt at indkalde til traktordemonstration ved Aarhus Univeristet.
- Denne lov er den foreløbige kulminationen på mindst 30 års fejlslagen såkaldt "miljøpolitik". Miljøpolitik, hvor miljøet ikke har fået det bedre, men landbruget har fået enormt svære vilkår. Med denne lov, får ministeren en blankocheck til at gøre lige hvad der måtte passe den til enhver tid siddende minister. I NOFFF.EU er vi meget utilfredse med denne lov, og Folketingets ageren. Det er så langt fra virkeligheden, som man kan komme, og det skal stoppe nu, skriver Bent Hovalt Bertelsen på vegne af NOFFF.EU til Maskinbladet.
Årsagen til, at foreningen demonstrerer ved Aarhus Universitet er, at de leverer myndighedsbetjening på blandt andet miljø- og landbrugsområdet.
- Derfor opfordres du til at troppe op med traktor eller bare kom selv. Vi vil forsøge at få universitet i tale, og vi kommer selv med talere.
Som optakt til demonstrationen har foreningen fundet synlige marker rundt i hele landet, hvor de laver støtteaktioner til både deres egen demonstration og til Bæredygtig Landbrugs demonstrations foran Christiansborg, der også foregår den 1. september.
De vil allerede parkere traktorerne på markerne om aftenen den 31. august, hvor de tænder rotorblinket, så de lyser op i mørket.





