Claas fornyer den kompakte del af traktorprogrammet med lanceringen af en ny generation af Arion 5.
Den nye serie afløser den hidtidige Arion 500-serie og kommer i tre modeller: Arion 5.140, Arion 5.160 og Arion 5.180 Cmatic.
De tre modeller yder henholdsvis 145, 165 og 180 hestekræfter, og dermed bevæger den firecylindrede Arion sig for alvor op i effekt.

Cmatic
En af de væsentligste nyheder på den nye Arion 5 er transmissionen.
Alle tre modeller kommer med Claas' trinløse Cmatic-transmission, som producenten selv har udviklet og producerer.
Samtidig får Arion 5 flere af de funktioner til styring af motor og transmission, som Claas allerede har introduceret på større traktorer.
En af dem er Auto Load Anticipation. Systemet forsøger at forudse en kommende belastning frem for først at reagere, når motoren allerede er blevet belastet.
Formålet er at begrænse faldet i motoromdrejninger og holde en mere konstant fremkørselshastighed, uden at føreren selv skal nå at reagere på den stigende belastning.
Cmatic-transmissionen får desuden en automatisk bremsefunktion, der skal hjælpe med at holde traktor og vogn stabile, når en tung vogn presser på traktoren under nedbremsning.

Frontlæsserarbejde
Selv om Arion 5 nu kommer op på 180 hk, skal den fortsat fungere som en alsidig traktor til blandt andet frontlæsserarbejde, gårdarbejde, græsarbejde, transport og markarbejde.
Derfor har Claas også arbejdet specifikt med frontlæsserkørsel i den nye Cmatic-transmission.
Her kommer en særlig funktion til læssearbejde, hvor transmission og drivlinje arbejder sammen under de mange gentagne skift mellem frem og bak. Ifølge Claas skal det blandt andet give bedre trækkraft og samtidig begrænse dæksliddet.
Som ekstraudstyr kan traktoren desuden få dynamisk styring. Funktionen halverer omtrent antallet af ratomdrejninger fra fuldt styreudslag i den ene side til fuldt udslag i den anden, hvilket især kan være en fordel ved gentaget frontlæsserarbejde.
150 liter
Hydraulikken er bygget op omkring et load-sensing-system, der leverer op til 150 liter olie i minuttet.
Bagpå kan traktoren udstyres med op til seks hydraulikudtag, mens frontliften nu er standard på den nye Arion 5-serie.
Den maksimalt tilladte totalvægt er 10.250 kg på Arion 5.140, mens både Arion 5.160 og Arion 5.180 må komme op på 11.000 kg.
Claas har desuden opdateret stabiliseringen af liftarmene bagpå med et quickskift-system, hvor der kan skiftes mellem kategori 3 og 3N.
Til tunge vogne kan traktoren blandt andet udstyres med et K80-kugletræk med mulighed for op til fire tons lodret belastning.

Kabinen
Også inde i kabinen har Claas flyttet Arion 5 tættere på producentens større traktorer.
Cebis-terminalen er standard og integreret i det højre armlæn, hvorfra blandt andet hydraulik, lift og Isobus-funktioner kan betjenes.
Cmotion-kørehåndtaget samler blandt andet betjeningen af transmission, lift og foragerautomatik, mens otte knapper frit kan programmeres efter førerens ønsker.
På komfortsiden får traktorerne Proaktiv-forakselaffjedring og affjedret kabine.
Der kan desuden vælges et nyt førersæde med semiaktiv affjedring, varme, ventilation og massagefunktion.
Et nyt multimediesystem bringer samtidig Apple CarPlay, Android Auto og DAB+ ind i Arion 5, mens traktoren kan udstyres med op til 20 LED-arbejdslygter.

Dele
Den digitale del får også et løft i den nye generation.
GPS håndteres gennem Cemis 1200-terminalen, mens Claas Connect i højere grad bliver bindeleddet mellem traktoren, markarbejdet og de øvrige maskiner.
Linjerne kan eksempelvis oprettes hjemmefra ud fra gemte markgrænser og derefter sendes trådløst til traktoren sammen med den pågældende opgave.
Men styrelinjerne kan også deles direkte mellem maskiner.
Samtidig kan udførte opgaver dokumenteres gennem Claas Connect, ligesom blandt andet maskinens placering, driftsstatus, indstillinger og ydelsesdata kan følges på afstand.





