Ny analyse fra Tænketanken Hav viser at der årligt udledes tonsvis af aktive lægemiddelstoffer til det danske havmiljø via spildevand fra renseanlæg.
Hos L&F roser de tænketanken og Danva for at få tallene frem i lyset.
- Landbrug & Fødevarer har i mange år påpeget, at der udledes store mængder miljøfremmede stoffer, herunder medicinrester, i vandmiljøet, som ingen har overblik over konsekvenserne af. Det har i høj grad været for døve øren. Tak til Tænketanken Hav for igen at rejse det, de med rette kalder et overset problem, siger viceformand i L&F Martin Hjort Jensen.
- Jeg håber, at der nu kommer et reelt fokus og en mere helhedsorienteret debat om vores vandmiljø. Det har vi brug for. For kilderne til forurening af vandmiljøet er langt flere, end hvad man ofte skulle tro af den politiske debat, hvor landbruget per definition bliver udpeget som hovedsynder.
Tænketanken Hav skriver i sin analyse:
"Udledningen af lægemiddelstoffer kan have ødelæggende effekt for det i forvejen alvorligt kemisk forurenede danske havmiljø. Lægemiddelstoffer påvirker dyr og mennesker på sammenlignelige måder, og hos marine dyr kan lægemiddelstofferne derfor bl.a. øge dødeligheden, forstyrre reproduktion og kønsudvikling samt påvirke adfærd - og dermed svække bestande og økosystemer over tid".
L&F hører kun larmende tavshed fra politikerne omkring udledningen til havmiljøet.
- Jeg synes, det er voldsomt tankevækkende, at alle de politikere, der har travlt med at kalde sig grønne, ikke er på banen og kræve handling, når der kommer en sådan analyse. Der er tværtimod larmende tavshed. Det siger måske noget om, at der mangler reel lyst til at se på miljøudfordringerne, mens det til gengæld er nemt og populært at skyde på landbruget, siger viceformanden.





