Den danske børsnoterede internationale landbrugsselskab, FirstFarms A/S, tabte i runde tal 50 millioner kroner i første halvår af 2026.
Det fortæller FirstFarms i en pressemeddelelse.
Underskuddet er en markant tilbagegang set i forhold til samme periode sidste år, hvor landbrugskoncernen leverede et overskud før skat på syv millioner kroner.
Omsætningen steg ganske vist fra 192 til 200 millioner kroner, men længere nede i regnskabet er udviklingen gået den modsatte vej. EBITDA faldt fra 54 til tre millioner kroner, mens driftsresultatet, EBIT, gik fra et plus på 22 millioner kroner til -33 millioner.
Ifølge FirstFarms skyldes tilbagegangen blandt andet væsentligt lavere afregningspriser på grise, som har kostet 16 millioner kroner på resultatet. Samtidig har ændrede grisepriser udløst en negativ værdiregulering på ti millioner kroner.
Også vejret har spændt ben. Tørken i betyder, at FirstFarms nu forventer et udbytte i Slovakiet, der ligger 35 procent under budgettet. Til gengæld har vækstbetingelserne været gode i Rumænien.
- Vi har set et første halvår, hvor priserne har været meget lave på både grise og mælk, samt en produktion som skulle genstartes efter mund- og klovesyge, siger co-CEO Michael Hyldgaard.
Positive tegn
FirstFarms ser dog tegn på bedring. Mælkeprisen i august ligger ifølge selskabet 15 procent over niveauet i juni, mens der også ventes svagt stigende grisepriser.
- Vi forventer svagt stigende priser på grise, i forhold til det nuværende niveau, som følge af positive signaler i de lokale markeder. Herudover er der positive tegn på afgrødepriserne, siger Michael Hyldgaard.
Den svage udvikling har fået FirstFarms til endnu en gang at skrue ned for forventningerne til 2026. Koncernen venter nu et EBITDA på mellem minus fem og 45 millioner kroner og et EBIT på mellem -75 og -25 millioner kroner. Det er en nedjustering på 20 millioner kroner i forhold til seneste prognose fra juli.
First Farms er aktive i Danmark, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Rumænien. Selskabets balance er på 1,8 milliarder kroner og egenkapitalen er efter 1.halvår 2026 på 870 millioner kroner.





