Danmark har en begrænset ressource, som vi ikke kan udvide: vores landbrugsjord. Derfor bør vi tage den grundlæggende debat: Hvad skal vi egentlig bruge vores landbrugsjord til?

Skal den først og fremmest producere fødevarer? Skal mere af den udlægges til natur? Eller skal en stadig større del bruges til energi og biogas?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Biogas spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling. Biogas kan levere energi, når vinden ikke blæser, og solen ikke skinner. Samtidig er husdyrgødning en værdifuld råvare til biogasproduktionen.

Når gyllen afgasses, kan næringsstofferne føres tilbage til landbrugsjorden. Det er et godt eksempel på et cirkulært kredsløb, hvor vi både producerer energi og genanvender næringsstofferne.

Men kredsløbet bliver udfordret, når udbringningsarealet samtidig bliver stadig mere presset.

Biogas dækkede hele landets forbrug i juli
Se også:

Biogas dækkede hele landets forbrug i juli

Kravene til kvælstof og fosfor bliver strammere, samtidig med at biogasanlæggene i stigende grad modtager biomasse fra mange forskellige kilder - også industriaffald fra både Danmark og udlandet.

Dermed risikerer vi en mærkelig udvikling: Vi begrænser den danske husdyrproduktion, som leverer en vigtig og lokal biomasse til biogassen, mens biogassektoren samtidig øger tilførslen af andre typer biomasse til systemet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Afgasset gylle

Det rejser et vigtigt spørgsmål: Hvor skal den afgassede biomasse ende?

Afgasset gylle skal opbevares og udbringes på det tidspunkt, hvor afgrøderne har størst behov for næringsstofferne. Det kræver betydelig lagerkapacitet - og det koster.

Den regning bør ikke ende hos landmanden.

Når biogasanlæg modtager biomasse fra mange forskellige kilder, bør de også tage ansvar for den nødvendige lagerkapacitet og håndteringen af den afgassede biomasse. Indtægter fra gas, certifikater og andre produkter må kunne være med til at finansiere de nødvendige investeringer.

Regeringen vil mere end halvere dansk griseproduktion
Se også:

Regeringen vil mere end halvere dansk griseproduktion

Reduktion af husdyr

Samtidig må vi se ærligt på konsekvenserne, hvis husdyrproduktionen reduceres markant.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvor skal biogasanlæggene så få deres biomasse fra?

Og endnu vigtigere: Hvad sker der med det naturlige kredsløb mellem husdyrproduktion, biogas, gødning og planteavl?

Vi bør se på hele kredsløbet:

Husdyr → gylle → biogas → afgasset gylle → næringsstoffer → afgrøder → fødevarer.

Fjerner vi ét led, påvirker det resten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er heller ikke nødvendigvis en grøn gevinst, hvis dansk landbrugsjord i stigende grad skal håndtere afgasset biomasse fra en biogasproduktion, hvor råvarerne transporteres langvejs fra. Transport, håndtering og lagerkapacitet har også en pris - både økonomisk og miljømæssigt.

Fødevareproduktion

Derfor skal vi passe på, at vi ikke ender i en situation, hvor landbruget bliver leverandør af råvarer og arealer til energiproduktion, samtidig med at selve fødevareproduktionen presses tilbage.

Vi skal turde prioritere.

Spørgsmålet er ikke kun, hvor meget biomasse vi kan få gennem biogasanlæggene. Spørgsmålet er, hvad vi får mest værdi ud af at bruge vores begrænsede landbrugsjord til.

For Landbrugets Biomasse Leverandører er svaret klart. Dansk fødevareproduktion sikrer forsyningssikkerhed, arbejdspladser, innovation, udvikling og eksportindtægter.