EU-Kommissionen har blandt andet godkendt en svensk kompensationsordning på 149 mio. euro, svarende til 1,1 mia. kr. Ordningen er rettet mod virksomheder inden for landbrug, fiskeri og akvakultur, der er ramt af stigende udgifter til blandt andet brændstof og gødning.
Det skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelse og forsætter:
Svenske landmænd får dermed kompensation for en del af deres ekstra omkostninger. Danske landmænd får ingen tilsvarende kompensation.
Sverige er ikke det eneste EU-land, der benytter mulighederne. Også Frankrig, Italien og Spanien har indført midlertidige støtteordninger. Dermed risikerer danske landmænd at blive stillet dårligere i konkurrencen med landmænd i flere andre EU-lande.
- Danske landmænd konkurrerer med vores europæiske kollegaer på nogle af de samme markeder. Når fx svenske landmænd får dækket en betydelig del af deres ekstra udgifter, mens danske landmænd selv står med stort set hele regningen, risikerer det at skævvride konkurrencen, siger Martin Kristian Brauer, der er direktør for Samfundsøkonomi & Erhverv i Landbrug & Fødevarer.
Den svenske ordning bygger på en midlertidig ramme, som EU-Kommissionen har vedtaget, og som giver medlemslandene mulighed for at etablere nationale kompensationsordninger. Det enkelte land skal selv finansiere sin ordning og have den godkendt af EU-Kommissionen.
Landbruget i Danmark og andre lande har ingen reelle alternativer til gødning på den korte bane. Når priserne stiger kraftigt, øger det risikoen for, at der anvendes mindre gødning end nødvendigt, hvilket kan føre til lavere udbytter og i sidste ende lægge pres på fødevareforsyningssikkerheden i Europa.
- Vi efterlyser ikke en permanent særordning. Men regeringen er nødt til at forholde sig til, at Sverige og flere EU-lande nu giver sine landmænd markant bedre vilkår på dette område. Den bør derfor hurtigt undersøge konsekvenserne for danske landmænd og mulighederne for en dansk kompensationsordning, siger Martin Brauer.





