Landbrug & Fødevarer med Søren Søndergaard i spidsen frygter omfattende konsekvenser af regeringens kurs og vil derfor nu samle medlemmer, branche og medier til et krisemøde, der ifølge LandbrugsAvisens oplysninger er uden fortilfælde.
Onsdag aften kontaktede formanden hovedbestyrelsen, hvor han orienterede om, at Landbrug & Fødevarer ser sig nødsaget til at indkalde krisemøde.
Gødskningsloven blev førstebehandlet i Folketinget den 13. august og skal andenbehandles den 1. september og forventes endelig vedtages den 3. september.
- Det på trods af vores mange advarsler og de seneste mange måneders klarlægning af de mulige konsekvenser. Det fylder naturligvis alt hos os alle og hos vores medlemmer. Selvom det ser enormt svært ud, så bliver vi nødt til at kæmpe videre. Det skylder vi både hinanden og dem, der kommer efter os, lyder det fra formanden ifølge LandbrugsAvisen.
Stormødet bliver afholdt den 31. august klokken 15.00 i Odense, og det vil være konsekvenserne af regeringens politik og den situation dansk landbrug står i, der er på dagsordenen.





