Landbrug & Fødevarer (L&F) har forladt den faglige virkelighed til fordel for politisk leflen. Eksempler fra de danske fjorde viser, at organisationens accept af kvælstofregnskabet hviler på et forkert grundlag.

Har L&F glemt, hvem de oprindeligt repræsenterer? I den brede offentlighed efterlades man i dag med det indtryk, at landbrugets store interesseorganisation har transformeret sig fra en erhvervsorienteret organisation til en politisk aktør, der er villig til at indgå kompromiser for enhver pris.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det mest grelle eksempel er den såkaldte Grønne Trepart, hvor L&F har valgt at lægge sig i selen sammen med Danmarks Naturfredningsforening. Det er en forening, der gennem fire årtier har udskammet landbrugserhvervet baseret på en ensidig hypotese om, at landbrugets kvælstof er den eneste årsag til iltsvind og fiskedød - en påstand, der reelt aldrig er blevet videnskabeligt dokumenteret som den eneste udløsende faktor. Man fristes til at spørge, om det samlede formandskab i L&F lider af Stockholm-syndromet?

Debat: Den, der tier, samtykker
Se også:

Debat: Den, der tier, samtykker

Virkeligheden i fjordene modbeviser teorien

Hvis man flytter blikket fra de politiske saloner i København og ud til den virkelige natur, krakelerer de skrivebordsmodeller, som reguleringen bygger på. Vi ser i dag en slående forskel på de fjorde, der skånes for spildevandsudledninger fra større bysamfund, og som primært modtager vand fra intensivt dyrkede marker:

  • Avnø Fjord på Sydsjælland og Halkær Bredning i Limfjorden er glimrende eksempler. Begge områder har en god økologisk tilstand med masser af fiskeyngel, ålegræs og klart vand.
  • Det mest tankevækkende er, at der til Avnø Fjord udledes hele tre gange mere kvælstof end til den hårdt plagede Vejle Fjord.

Hvorfor overlever Avnø Fjord i bedste velgående, mens Vejle Fjord kollapser? Svaret skal findes i byernes spildevand, overløb, klapning og historiske miljøsynder - parametre, som de officielle miljømodeller behændigt underprioriterer for i stedet at placere hele skylden hos landmanden.

Trepartsaftalen modarbejdes af kvælstofkrav og sprøjteforbud
Se også:

Trepartsaftalen modarbejdes af kvælstofkrav og sprøjteforbud

En fejlslagen politisk strategi

L&F's nuværende strategi om at lege politikere og indynde sig hos ministerier og styrelser har spillet fejl. Den har ikke sikret landbruget det faglige og juridiske fundament, som erhvervet har krav på. Tværtimod har den legitimeret en regulering, der risikerer at afvikle store dele af dansk fødevareproduktion på et ufuldstændigt videnskabeligt grundlag.

Det er derfor yderst positivt, når L&F's egen næstformand, Martin Hjort Jensen, den 9. august til Jyllands-Posten udtaler, at man skal anerkende fejl og korrigere kursen, når erfaringerne peger i en anden retning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tiden til at korrigere kursen er nu. L&F skal stoppe den blinde accept af politisk motiverede hypoteser. Erhvervet skal ikke reddes med bløde, politiske kompromiser, men med hård jura og uafhængig videnskab. Hvis landbrug og et sundt vandmiljø kan eksistere side om side i Avnø Fjord, kan det også lade sig gøre i resten af Danmark.