Skær og fordel halmrester, skab et falskt såbed og giv sneglene én over nakken.
Der er mange arbejdsopgaver, som kan udføres med den nye Mandam MBS 7.3H halmstrigle, skriver Brørup Traktor- & Maskincenter i en pressemeddelelse.
Halmstriglen har en effektiv arbejdsbredde på cirka 7,3 meter og hydraulisk indstilling af fjedertænderne. Den er som standard udstyret med 5 rækker fjedertænder, 60 styk 16 millimeter tænder, og LED-kørelys, mens en disc-sektion med skærende tallerkener i front er ekstraudstyr.
- Med én overkørsel får man ryddet godt op på stubmarkerne og sikrer, at der ikke er irriterende og skadelige halmrester at slås med, når den nye afgrøde skal etableres. Det ekstra "snit", man får til rådighed med den forreste tallerkenrække, vil ydermere reducere risikoen for halmrester, der slæbes med i de efterfølgende markopgaver, og det vil glæde mange planteavlere, siger Svend Aage Jensen fra Brørup Traktor- & Maskincenter.
Han peger på at halmstriglen i sagens natur primært vil blive anvendt til fordeling og strigling af halm efter mejetærskeren og let jordbearbejdning i en dybde på 2-4 centimeterm, hvor dens bearbejdning reducerer jordens fordampning og derfor fastholder fugtigheden.
Striglen knuser samtidig den planterester og opblander dem let med jord, hvilket fremskynder nedbrydningen og stimulerer ukrudtsfrø til at spire, samtidig med at allerede spiret ukrudt destrueres.
Importøren peger desuden på, at en anden effekt af halmharver er, at de bidrager til at reducere sneglebestanden ved at skade sneglene mekanisk, blotlægge dem for fugle og ødelægge sneglereder.
Brørup Traktor- & Maskincenter tror så meget på den nye redskabstype, at de har købt en Mandam MBS 7.3H hjem til demo efter høsten, så der er rig lejlighed til at teste, om det giver noget ekstra at skære samtidigt med, at man kører med halmstrigle.






