Det er stadig forventningen fra Danish Crown, at der kommer 80 øre i efterbetaling for indeværende slagteår.
Det er meldingen fra Søren Thinggaard, der er direktør for ejerservice.
Meldingen kommer i en pressemeddelelse, hvor Søren Thinggaard går i rette med direkte sammenligninger af den danske og tyske notering.
- Vil man lave en fair sammenligning mellem Danish Crowns notering og den tyske, kan man ikke udelukkende se på Danish Crowns basisnotering. Her skal man i stedet se på korrektion 2, som viser den samlede kilopris, landmanden forventes at få, når alle elementer er regnet med, siger han.
Korrektion 2 tager blandt andet højde for efterbetaling, og det er i den forbindelse, at Thinggaard fastslår ambitionen om niveauet.
- Restbetalingen skal regnes med ud fra det, vi forventer i år, og den forventning er fortsat 80 øre, siger han.
Hvis man i stedet for at sammenligne basisnoteringen med den tyske notering vælger at bruge korrektion 2 fra Danish Crown, falder spændet mellem de to.
I direkte sammenligning er forskellen cirka 4,30 kroner pr. kg, men med en korrektion 2 er forskellen omkring 3 kroner.
Søren Tinggaard forklarer, at den tyske landmand som udgangspunkt får hele sin betaling med det samme, mens andelsejere i Danish Crown får en her-og nu-betaling i form af noteringen, og resten kommer som restbetaling i december.
Derudover er der forskel på, hvilke omkostninger der er indregnet i noteringerne. Den tyske landmand betaler blandt andet selv Vorkosten til transport og modtagelse af grisene, mens disse omkostninger allerede er indregnet i Danish Crowns notering.
For netop at tage højde for de forskelle anvendes korrektion 2, som Danish Crown beregner efter en standardiseret metode fra Landbrug & Fødevarer.
Den danske notering er i skrivende stund på 6,90 kroner pr. kg.

