Januar 2026 kunne staldproducenten Orla Hansen A/S fejre sit 40 års jubilæum som familieejet virksomhed. Nu tager virksomheden næste skridt i virksomhedens udvikling, da majoriteten af aktiekapitalen er blevet overdraget til Mau Jensen Holding A/S.
Ændringerne i ejerkredsen markerer begyndelsen på et nyt kapitel for Orla Hansen A/S. Gennem fire årtier har virksomheden udviklet sig til en førende leverandør af inventar og løsninger til kvægstalde, både i Danmark og på eksportmarkederne, skriver Orla Hansen i en pressemeddelelse.
Den daglige ledelse fortsætter uændret. Kenneth Hansen, der har været administrerende direktør i de seneste 14 år, fortsætter i samme rolle og vil fortsat stå i spidsen for virksomhedens drift og udvikling.
Orla Hansen A/S har opbygget en stærk virksomhed med dygtige medarbejdere, tætte kunderelationer og et solidt værdigrundlag. Med Mau Jensen Holding A/S som ny medejer får virksomheden en lokal forankret ejer, der deler ambitionerne om langsigtet udvikling.
Virksomheden vil fortsat have fokus på kvalitet og høj service, som har været kendetegnende gennem de seneste 40 år.
Fastholde position
For kunder, leverandører og medarbejdere vil ejerskiftet ikke have betydning på kort sigt. På længere sigt forventes det nye ejerskab at tilføre værdifulde kompetencer og erfaringer, som kan understøtte virksomhedens fortsatte udvikling og vækst i de kommende år.
- Orla Hansen A/S er en veldrevet virksomhed med en stærk markedsposition, dygtige medarbejdere og en imponerende historie. Vi har stor respekt for det fundament, som familien Hansen har opbygget gennem 40 år, og vi ser det som vores vigtigste opgave i fællesskab at videreudvikle virksomheden i tæt samarbejde med ledelsen og medarbejderne, udtaler Mau Jensen Holding A/S.
- Vi investerer med et langsigtet perspektiv og ønsker at være en aktiv og værdiskabende medejer. Vores ambition er at understøtte Orla Hansen A/S' fortsatte vækst - både inden for de traditionelle forretningsområder og de nye aktiviteter inden for vedvarende energi og industri. Samtidig ønsker vi at bevare virksomhedens kultur, lokale forankring og tætte relationer til kunder og samarbejdspartnere, lyder det fra de nye ejere.





