Jeg kender en dygtig og progressiv landmand. Ja, jeg kender jo egentlig mange. Heldigvis. Ham, som jeg tager udgangspunkt i hér, har et mantra for tiden, der handler om at nedbringe unødvendige udgifter. Især de unødvendige udgifter der konteres til rådgivning.
Samtidig har jeg gruppe studerende på lederuddannelserne på Bygholm Landbrugsskole, der som en del af forberedelserne til deres kommende karriere i landbrugserhvervet i høj grad har rettet opmærksomheden på de rådgivningsmuligheder, de i dag møder i landbruget. En gennemgående holdning er, at den generelle rådgivningstjeneste synes at have et alt for stort fokus på at sælge primærerhvervet - altså landmændenes produkter - som en faglig dygtig landmand måske rent faktisk ikke burde efterspørge fra rådgivere og konsulenter. Produkter, der måske snarere burde betegnes som almindelige serviceopgaver. De studerende har en forventning om, at de fremover vil kunne få en stor del af den vigtige rådgivning og nødvendige sparring fra andre end deres traditionelle konsulenter. De er opmærksomme på, at rådgiverne samtidig med at de giver gode råd også giver temmelig dyre råd.