Der bliver lagt 7,6 øre/kg oven i Arlas konventionelle mælkepris i august. Dermed vil mejeriets acontopris for konventionel mælk af bedste kvalitet være 321,2 øre/kg.
Årsagen til stigningen er ifølge Arla, at den globale mælkeforsyning stabiliseres på et højt niveau, og at der overordnet set er stabile råvarepriser - dog stiger priserne på protein.
Prisen for økologisk mælk oplever dog ikke samme stigning, og mælkeprisen er i august uændret. Det betyder, at Arlas acontopris for økologisk mælk af bedste kvalitet vil være på 438,0 øre/kg.
Mejeriet forklarer den uændrede øko-afregning med, at detailpriser og eller salgsvolumener bliver svækket og påvirker rentabiliteten på tværs af markeder. Udsigterne er uvisse, lyder det fra Arla.

