Der har allerede været flere markbrande og brande i mejetærskere og pressere. Blandt andet hos Bredebro Maskinstation og tæt på den tyske grænse. Alene den 16. juli rykkede brandbilerne ud til 10 markbrande og brande i høstmaskiner på tværs af landet.
Også hos Martin Jensen fra Stokkemarke på Lolland brændte mejetærskeren i lørdags. I et opslag på Facebook oplyser S. D. Kjærsgaard, at allerede 24 timer efter branden var en handel om en ny Case IH Axial-Flow 8250 på plads, og mejetærskeren kunne leveres onsdag.
Det er ikke uden grund, at der lige nu er flere brande rundt på markerne. Beredskabsstyrelsens brandindeks viser, at på en stor del af Fyn og i lidt af Østjylland er ekstrem høj risiko for brand. Det betyder at antændelse ved glød eller mindre flamme sker ekstremt nemt.
I stort set resten af Jylland, på Fyn og dele af Vestsjælland vurderer Beredskabsstyrelsen, at brandindekset er højt, hvilket vil sige, at antændelse ved glød eller mindre flamme sker meget nemt.
289 brande
Danske Beredskaber opfordrer landmænd og maskinstationer til at rengøre maskinparken for støv og avner.
- Hvis ilden får godt fat i maskiner eller afgrøderne i sommervarmen, så skal maskinføreren dreje op mod vinden og komme væk fra ilden, og derefter ringe efter brandvæsenet på 1-1-2, siger Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef i Danske Beredskaber i en pressemeddelelse.
Danske Beredskaber opfordrer også landmændene til at have et høstberedskab, hvis ilden først får fat i afgrøder eller stubbe.
I 2025 rykkede brandvæsenet ud til slukning af markbrande 289 gange i høstede og uhøstede afgrøder.

