Med en baggrund som tømrer lå det ikke lige for, at Anders Lauridsen skulle ende som skoventreprenør.
Heller ikke selvom hans far, Jan Lauridsen, driver firmaet Brøndbjerg Skovservice.
- Jeg ved faktisk ikke, hvordan vi kom ind på det. Jeg tror aldrig, min far havde set mig som en potentiel ansat - og jeg havde aldrig tænkt skoven som en potentiel arbejdsplads, fortæller Anders Lauridsen.
Men en dag gik snakken over en kop kaffe, og lige pludselig sad Anders Lauridsen i førersædet på en grenknuser.
- Jeg ville gerne lave noget andet, og jeg har egentlig altid godt kunnet lide skoven, fortæller Anders Lauridsen om vejen ind i familievirksomheden.

Det var mest finessearbejde med knuseren, som virksomheden beskæftigede sig med dengang. Én af de typiske knuser-opgaver var at rydde op efter spor fra store skovmaskiner.
- Det var ofte meget store spor på arealer med relativt små træer. Vi syntes ikke, det gav mening, at man gjorde det på den måde. Samtidig havde vi et ønske om at komme i gang med skovningsdelen, fortæller Anders Lauridsen.
Så de to begyndte at kigge sig om efter en skovmaskine.
- Vi ville gerne bibeholde det her med at passe på skoven, og så fandt vi Malwa 560C. Vi syntes, den havde de kvaliteter, vi godt kunne tænke os, fortæller Anders Lauridsen.

De gik i gang med at undersøge, om der var efterspørgsel på skoventreprenører, der gik lidt mere skånsomt til værks.
- Og det var der. Grunden til, at de store spor var der, var jo fordi folk ikke havde andre muligheder, siger Anders Lauridsen.
Derfor slog de til, og den svenske maskine har nærmest ikke stået stille siden.
- Det viste sig at være en god beslutning. Nogle gange savner man næsten at kede sig, siger Anders Lauridsen og griner.
Med sin relativt lave vægt på cirka 5,5 tons og den smalle bredde på 1,95 meter er Malwaen i stand til at klemme sig ind steder, hvor andre maskiner ikke kan.

- Du kan reelt ikke se det, når vi har været inde i skoven med den.
- Den er agil, effektiv og god på både skråninger og i bløde områder. Du kan sno dig med den, du trykker ikke rødderne og så er den vanvittig stærk sin størrelse taget i betragtning. Det giver en frihed, og det giver kunden rigtig mange muligheder, siger Anders Lauridsen.
Og han kan godt lide opgaverne, der følger med maskinen. Det er nemlig ikke traditionelle skovningsopgaver, han kommer ud til.

- Det er ikke tyndinger, hvor der skal køres så og så mange kubikmeter igennem, fordi det handler om økonomi. De ting, vi kommer ud til, der handler det om resultatet. Selvfølgelig skal du være effektiv, men det er vigtigere, at du får det sidste træ med, end at det koster 50 kroner mindre, siger Anders Lauridsen.
- Det er fedt, fordi du bliver sluppet løs og får lov til at bruge din fantasi og vise dine evner, siger han.
Ofte bliver kunderne overraskede over, hvad der kan lade sig gøre.
- De kan godt have en idé om, hvad de vil, men så er det bare kanon, når det viser sig, at det faktisk blev bedre, end de havde tænkt sig. Du får lov at levere resultater, som overrasker folk positivt. Det tiltaler mig helt vildt - det er en af årsagerne til, at jeg synes, det er fedt, at komme afsted om morgenen, siger Anders Lauridsen.






