En gennemgang lavet af DR af data, som ligger til grund for Miljøministeriets seneste tilstandsvurderinger af knapt 6.700 vandløbsstrækninger viser, at næsten fire ud af fem vandløb er forurenet med tungmetallet zink. Og næsten halvdelen er forurenet med kobber.
TV-stationen oplyser, at henholdsvis 70 og 75 procent af den zink og kobber, der er havnet i vandmiljøet, anslås at stamme fra landbrugsgødning.
Bæredygtigt Landbrug påpeger dog, at zink og kobber ikke udelukkende kommer fra landbruget.
- Der er aldrig lavet en basisanalyse i Danmark, hvor der analyseres for, hvor zink og kobber egentlig kommer fra. Der er derimod lavet et projekt med det overordnede mål at belyse betydningen af svinegylle i forhold til andre kilder til zink og kobber til ferskvandsmiljøet i Danmark, siger Peter Rosendal, der er næstformand i Bæredygtigt Landbrug, i en pressemeddelelse.
Bæredygtigt Landbrug foretrækker i stedet at gå direkte til det videnskabelige grundlag. Her henviser Peter Rosendal til den nyeste universitetsrapport fra projektet "Zink og kobber i vandmiljøet".
- Projektet understreger, at kobber og specielt zink har en stor og bred anvendelse i Danmark og kan som følge heraf genfindes i punktkilder som renseanlæg. Således er det på data fra perioden 1998-2013 estimeret, at næsten 10 tons kobber og mere end 90 tons zink udledes årligt til recipienter fra de danske renseanlæg og andre punktkilder, påpeger Bæredygtigt Landbrug.
I rapporten står der, at kilderne til det udledte kobber fra renseanlæggene for eksempel er korrosion af kobberrør, kobbertage og elektriske ledere. Zinktage og -tagrender er en af de væsentlige kilder til zink i blandt andet overløb fra fælleskloakerede områder, ligesom vejvand fra stærkt trafikerede veje kan indeholde både zink og kobber fra slid af bremser og dæk.
Desuden påpeges det, at fodboldbaner med kunststofgræs er en anden lille, men formodentlig voksende, kilde. For kobbers vedkommende har kvalitative danske og kvantitative udenlandske undersøgelser vist, at bundmaling til skibe kan tænkes at udgøre en ikke uvæsentlig kilde i lokalområder med stor skibstrafik.
Ifølge BL påpeger rapporten også, at selvom det ikke er nærmere undersøgt i Danmark, så er der ingen tvivl om, at tab via dræn og overfladeafstrømning fra landbrugsjorder ligeledes må forventes at udgøre en stor andel af den samlede tilførsel af kobber og zink til ferskvandsområder.
- Holland var hovedforfatter til EU´s risikovurderingsrapport på zink (EU 2010). Derfor er data for Holland i mange henseender mere fyldestgørende end de fleste andre EU-lande. Den hollandske rapport henviser til, at rensningsanlæg og trafik er de væsentligste kilder til zink i overfladevand. Landbruget bidrager kun med en mindre del. Proportionerne og data bør være på plads - også i nyhedsudsendelser, understreger Bæredygtigt Landbrug.

