Seges ved Jens Elbæk fremhæver, at deres vigtigste opgave er at fastlægge det økonomisk optimale kvælstofbehov på markniveau - uafhængigt af direktiver og politiske reguleringer.
Samtidig peger de på, at de meget høje krav om kvælstofbegrænsning i en række oplande i øjeblikket udgør deres største udfordring.
Alt sammen umiddelbart tilforladeligt.
Samtidig lyder forklaringen, at Nitratdirektivet - og især Vandrammedirektivet - skaber store problemer for dansk landbrug, og at de har begrænset indflydelse på en politisk dagsorden, som i vidt omfang hviler på en usikker modelverden, uanset hvor ofte den bliver fagligt udfordret.
Det stemmer imidlertid dårligt overens med mine egne erfaringer.
Tidligere var forskningen på universiteterne et supplement til generationers opsamlede praktiske erfaring. I dag synes forholdet at være vendt om, så praksiserfaringen er blevet et supplement til forskningen.
Modelverden til glæde for lukket kreds
Mange medarbejdere i interesseorganisationerne har den samme faglige baggrund og de samme teoretiske referencerammer. Derfor foregår uenighederne ofte inden for den samme osteklokke.
Når Seges deltager i følgegruppemøder med styrelser og ministerier eller i second opinion-forløb med udenlandske eksperter, påpeges fejl og mangler i den modelverden, der danner grundlag for den omfattende regulering af landbruget.
Men de mere grundlæggende spørgsmål - om modellerne overhovedet er fagligt forsvarlige, og om de er i overensstemmelse med EU-direktiverne - bliver efter min opfattelse aldrig udfordret.
Heller ikke Landbrug & Fødevarer eller, med enkelte undtagelser, Bæredygtigt Landbrug adskiller sig væsentligt på dette punkt.
Den eneste organisation, der konsekvent har udfordret myndighedernes implementering af EU-direktiverne, er Fair Spildevand. Derfor blev foreningen - efter syv års deltagelse - udelukket fra Miljøstyrelsens følgegruppemøder i foråret 2025.
Milliardregning når politik trumfer
Hvor kostbar Seges' strategi har været, blev tydeligt i forbindelse med CBS-rapporten fra 2016, hvor gødningsforbrug og udbytter blev sammenlignet med vores nabolandes. Konfronteret med konsekvenserne af 20 års regulering af kvælstoftildelingen erkendte Seges - uden nogen synderlig refleksion, hvilket jeg finder meget bekymrende - et årligt tab for dansk landbrug på omkring 3,42 milliarder kroner eller hvad der svarer til cirka 1.700 kroner pr. hektar.
Jeg tror, at de fleste med tilknytning til primærlandbruget i dag erkender, at vi står ved en skillevej.
For at sige det bramfrit: Hvis Seges og Landbrug & Fødevarer vil redde deres egen røv, må de bære over med politiske vildfarelser - herunder trepartsaftalen - og i stedet rette hele fokus mod de juridiske og faglige spørgsmål.
Tid til strategisk kursskifte
Nitratdirektivet og Vandrammedirektivet bør tages på ordet. Det afgørende er at få afdækket, hvordan danske myndigheder gennem en årrække har fortolket og implementeret direktiverne.
Den nye gødskningslov, som skal førstebehandles i Folketinget den 13. august 2026, kunne være et oplagt sted at genopføre "Kejserens nye klæder". Efter min opfattelse er der tale om noget af det mest fejlkonstruerede lovarbejde, man kan forestille sig.
Samtidig er der behov for en langt mere proaktiv indsats. Først og fremmest må kvælstof fratages den skurkerolle, det har fået tildelt gennem de seneste 40 år, og igen betragtes som det livsnødvendige plantenæringsstof, det er.
Vi bør samtidig huske, at det fortsat alene er en hypotese, at kvælstof er årsag til iltsvind og fiskedød. Det er aldrig blevet videnskabeligt dokumenteret som en entydig årsagssammenhæng.
Kan den afkriminalisering ikke gennemføres med faglige argumenter, må EU-retten bringes mere offensivt i spil. Her er udgangspunktet klart: Modeller kan være administrative hjælpeværktøjer, men de kan aldrig erstatte empiriske observationer. Hvor der foreligger faktiske målinger, må de have forrang.
