Rundt i landet er landmændenes eksamen fortsat i gang. Også på Sjælland, hvor Leif Petersen og Tornved Maskinstation ved Jyderup fik fire hektar vinterbyg på egen jord i hus.
Leif Petersen har drevet maskinstationen i 56 år, og selv om han skal have eksproprieret noget af sin jord, og har solgt meget af maskinstationen fra, har han ikke planer om at stoppe med at arbejde foreløbigt.
Høsten ved Jyderup foregik i en Laverda L626, som Leif Petersen har haft siden den var to år gammel.
Dem ser man ikke mange af længere, men i den forgange uge har vi faktisk set nærmere på traktorer, der er i familie med Laverdaen.
For da Fiat og Ford slog pjalterne sammen, gav det også nogle legendariske traktorer.
Også andre traktormærker er kommet til via fusioner, og vi så faktisk nærmere på ét mere. For Deutz og Fahr har ikke altid været samlet af en bindestreg. Og de italienske tyskere har mere i ærmet, end mange tror.
Sagen om minkerstatninger fortsætter også. For likvidationen af Kopenhagen Fur nærmer sig også en afslutning. Og det betyder, at virksomhedens minkerstatning skal sendes videre ud til andelshaverne, da Kopenhagen Fur var et andelsselskab.
Et andelsselskab er også Danish Crown, som i den forgangne uge fortsatte den negative udvikling på noteringen, som med endnu et fald kom under 7 kroner pr. kg.





