Det er glædeligt, at L&F deler opfattelse med Bæredygtigt Landbrug, når det gælder ændringer i udledningskvoter og urimelige vilkår for landmændene.
Det var på tide en sådan udmelding kom. Men det er også en melding med særdeles meget uld-i-mund. Svaret fra direktør for grøn trepart i Landbrug & Fødevarer, Anders Panum Jensen, i en replik til Ulrik Lundens kritiske indlæg i Maskinbladet, er nemlig ganske forunderligt.
I replikken svarer direktøren, at "L&F anerkender behovet for yderligere kvælstofreduktioner mange steder i landet, men har aldrig anerkendt reduktionsmålene som fagligt korrekte". Der svares yderligere "Den grønne trepart handler om, at de kvælstofmål, som staten sætter, skal nås med frivillig arealomlægning i stedet for regulering".
Det forunderlige for os jævne landmænd opstår når man anerkender et behov, uden at anerkende målet - for hvordan vil man ikke anerkende reduktionsmålet, men samtidigt gerne nå kvælstofmålene, som staten sætter, og som ifølge direktøren ikke er fagligt korrekte?
Læser man konkret på side 16 i Aftalen om grønt Danmark, fra juni 2024, står der "Udledning af kvælstof er den primære årsag til, at vandmiljøet har ringe betingelser".
Aftalen fortsætter, "Parterne er således enige om, at en ambitiøs kvælstofindsats skal gennemføres på grundlag af følgende principper" - Danmark skal indfri målene i Vandrammedirektivet. Netop Danmarks indmeldte mål i VRD er de cirka 13.800 tons kvælstof - med andre ord "reduktionsmålet". Så hvordan kan man påstå ikke at anerkende målet? Det gjorde man jo da man underskrev aftalen.
At arealomlægningen på 390.000 hektar, skulle give den ønskede effekt til at nå målet på de cirka 13.800 tons, har Bæredygtigt Landbrug altid undsagt, da det fagligt ikke er muligt - og dermed var og er regulering af dyrkningsjorden helt automatisk resultatet. Det ses tydeligt nu.
De underliggende faglige problematikker, når man omregner indsats i kilo til retention og i procenter, giver nemlig forskellige resultater, som blandt andre Claus Neergaard kraftigt har kritiseret i adskille tilfælde. Det hænger med andre ord ikke fagligt sammen.
Skulle man have løst reduktionskravet med rene arealomlægninger, så peger flere beregninger på at udtagningen af arealer ville nå 1,2-1,5 mio. hektar, for at give den ønskede effekt. Den debat havde været mere reel at føre i samfundet, så der havde været et realistisk syn for sagen og for hvad det i virkeligheden ville koste samfundet.
At kort og modeller nu ændrer sig op og ned, øst til vest ændrer ikke på ovenstående, grundlæggende udfordring. L&F accepterede en aftale med nogle mål, der er umulige at opnå, særligt hvis man skal fastholde en anden linje på side 16 "nogle rimelige vilkår for, den praktiske omlægning så vidt muligt kan gennemføres økonomisk bæredygtigt med udgangspunkt i udvikling og ikke afvikling".
Skulle dette stå til troende måtte der naturligvis foreligge en økonomisk konsekvensberegning og der skulle følge en enorm økonomisk indsprøjtning med, så der trods massiv nedgang i produktionen, stadigvæk skulle kunne skabes udvikling. Hvor er de midler?
Efterfølgende er der kommet flere politiske aftaler om braklægningspunkter, kvælstofaftaler og reduceret indsats på spildevand, der alle ligger yderligere pres på erhvervet - uden at L&F har trukket støtten til trepartsprojektet, til trods for at mange andre parter reelt gjorde det for længe siden.
Den følgende retorik om at man bør udskyde kvælstofreguleringen til august 2027, giver i den sammenhæng heller ikke mening. Om landbruget reguleres til døde i år eller næste år, er vel i grunden ligegyldigt, når fagligheden og matematikken siger, at det er der vi lander? At blive ved med at politisere uden fagligheden følger med, giver jo alligevel ikke et bæredygtigt resultat - hverken i år eller næste år.
Måske vi skulle vende hele udfordringen på hovedet og stille politikerne spørgsmålet:
Hvor meget produktion, råvaregrundlag og beskæftigelse ønsker I i Udkantsdanmark? Og kan I som danske politikere stille jer tilfreds med den samme kvælstofkoncentrationer som or eksempel tyske politikere har bifaldet i årevis?
Lad os nu være fælles om at sige stop for denne tur i teoriernes farvande, vejen er blind og med en skrænt for enden.
