Landbruget er en risikofyldt branche at arbejde i, og i høsten er risikoen for at komme til skade ekstra stor.
Det viser en ny opgørelse fra forsikringsselskabet If, som har undersøgt, hvilken tid på året landbrugskunderne anmelder flest arbejdsskader. If opfordrer derfor landmænd og ansatte i landbruget til at være ekstra opmærksomme på sikkerheden under høsten.
- Tallene viser, at risikoen for arbejdsulykker stiger i forbindelse med høsten. Det skal vi tage alvorligt, for en arbejdsulykke kan ikke kun få store konsekvenser for den enkelte. Det kan også være fatalt for driften, hvis en nøglemedarbejder ikke kan arbejde i årets vigtigste periode, siger Martin Leisten Petersen, landbrugschef i If i en pressemeddelelse.
Ifs opgørelse baseret på årene 2010-2025 viser, at der sker flest arbejdsskader blandt landbrugskunderne i august, hvor størstedelen af høsten typisk finder sted. August tegner sig for cirka 25 procent. flere arbejdsskader end en gennemsnitlig måned.
Hertil kommer, at Landbruget ifølge Ekspertgruppen for Arbejdsulykker, som beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen nedsatte i 2024, er en af de mest risikofyldte brancher at arbejde i.
I perioden 2014-2023 blev der anmeldt 6.779 arbejdsulykker og 49 dødsulykker i landbrugsbrancherne - svarende til knap fem dødsulykker om året, viser tal. Landbruget er dermed en af de brancher med flest dødsulykker ifølge ekspertgruppen ifølge ekspertgruppen.
- Tingene skal gå stærkt i høsten, og når tiden er knap, øges risikoen for fejl. Stress og lange arbejdsdage er medvirkende årsager til mange ulykker, og langt de fleste sker i forbindelse med arbejde med maskiner, siger Martin Leisten Petersen og fortsætter:
- En arbejdsskade kan følge en landmand resten af livet, og i nogle tilfælde sker det værst tænkelige. Derfor er det afgørende, at vi fortsætter arbejdet med at forebygge ulykker
Derfor har selskabet lavet en tjekliste, som kan hjælpe med at undgå arbejdsskader i høsten:
Gør maskiner høstklar i god tid:
- Servicer maskinerne, tjek leje og remme.
- Skift slidte lejer og remme ud, før høstarbejdet starter og undgå tilmed irriterende driftsstop i marken.
- Tjek om elkabler er beskadiget. I løbet af vinteren kan gnavere have spist kablerne. Det giver både risiko for brand og for unødige pludselige stop i marken.
- Tjek bremser og hydraulikslanger på mejetærsker, presser, traktorer og vogne. Hvis bremserne ikke fungerer korrekt, kan det resultere i ulykker.
- Tjek, om kugletræk og trækbomme er i god stand og sikre.
- Sørg for, at slukningsudstyr og ildslukkere på mejetærskere og pressere virker.
- Sørg for at eventuelle airconditionanlæg i førerhuse virker. Lange arbejdsdage i varme førerhuse er tærende og giver høj risiko for ulykker og fejltagelser.
- Tjek, at belysningen på maskinerne virker.
- Stop altid for maskinen, hvis den skal renses eller serviceres.
Pas på dig selv:
- Husk at holde pauser.
- Spis og drik rigeligt med vand. Langt de fleste ulykker sker ved trætte og stressede førere af maskinerne.
- Hold øje med symptomer på træthed og stress. Det kan fx være flimmer for øjnene, koncentrationsbesvær eller hovedpine.
Hav hjælpen klar:
- Husk mobiltelefonen og sørg for, at den ikke løber tør for strøm.
- Hav en oplader med i maskinerne.
- Hav en førstehjælpskasse i mejetærskere og traktorer.

