Lad mig starte med at slå fast, at vi har et godt og dygtigt rådgivningssytem, med en meget stærk/stor viden, som kan og skal bruges ude i bedrifterne. Den viden må vi ikke spilde på gulvet, men vi skal overveje, hvordan vi skal have den ud på bedriften.
I de sidste ti til tyve år har vi haft en fast praksis med brug af rådgivere fra vores egne rådgivningscentre. Det er disse rådgivere, som både opsamler viden, behandler den, og formidler den ud til andre producenter igen. Nu er spørgsmålet så blot, om vi fortsat skal vidensdele på den måde, eller om der er andre og mere tidssvarende metoder, som samtidig er billigere i forhold til konsulenten.
Viden er blevet en handelsvare, men måske behøver det ikke være sådan i samme grad længere. De tider, hvor viden er noget vi skaffer os en gang i måneden, når konsulenten kommer i stalden, er for længst forbi, og hvorfor så ikke tage hele skridtet. Skulle vi i stedet skaffe vores viden ved hjælp af apps, relevante faglige artikler, og et erfaringsnetværk med kollegaerne. - Ja måske endda Facebook. Vi gør det allerede i dag, men måske skal vi gøre det i endnu højere grad, så den aktuelle viden flytter sig endnu hurtigere ud til de, som skal bruge den, ude i staldene. Keld Kallestrup fra Bygholm Landbrugsskole skriver i sin artikel i dette nummer af Hyologisk, at selv Agromek kan være et sted for netværk og vidensdeling. Vi ved det jo godt, men bruger vi det godt nok?
Hvordan sikrer vi så, at alt den viden, som ligger i Seges, ikke går tabt, og at ny viden fortsat vil blive dyrket. Det er det store spørgsmål, men i en global verden, med handel på tværs af grænser, er ny faglig viden en nødvendighed, og det nægter jeg at tro på, Landbrug & Fødevarer vil hænge op på svineproducenternes brug af konsulenter som vidensdelere.
