Det er ikke nyt, at landbruget udfordres af modeller og teoribaserede regler og detailregulering. Det er gået hurtigt på det sidste med trepartsaftalen og specielt med den efterregulering, der er kommet med den nye regering.
Teorierne har været kendt længe - som kommende fra Danmarks Naturfredningsforening (DN) med den tidligere præsident, tidligere enhedslistefolketingsmedlem Maria Reumert Gjerding i spidsen samt også fra andre i organisationen og andre steder.
Nu er der sket et samfundsmæssigt skred. Den tidligere præsident er tiltrådt som minister i den danske regering og med sig har hun taget flere fra sin tidligere organisation - nu alle som SF'ere.
Det er sket tidligere, at enkeltpersoner har flyttet sig fra Christiansborg til en interesseorganisation eller omvendt - også til landbrugets store organisation. Det er blevet voldsomt kritiseret - men har intet at gøre med den flodbølge, der er tale om i den nuværende situation. Derfor er det på tide at se på organisationens rolle og indflydelse.
Den grønne svingdør
Danmarks Naturfredningsforening har gennem mange år haft en central rolle i den danske miljødebat. Organisationen har bidraget med engagement, folkelig opbakning og et vedholdende fokus på natur og miljø. Det er i sig selv både legitimt og værdifuldt.
Men netop fordi DN har så stor indflydelse, er det nødvendigt at stille et spørgsmål, som alt for sjældent diskuteres: Hvor tæt er forbindelsen mellem Danmarks Naturfredningsforening, den politiske venstrefløj og de myndigheder, som skal træffe beslutninger på miljøområdet?
I et demokrati er det naturligt, at interesseorganisationer forsøger at påvirke politik. Det gælder erhvervsorganisationer, fagforeninger, grønne organisationer og mange andre. Problemet opstår først, når grænserne mellem interessevaretagelse, politik og offentlig administration bliver uklare.
Vi accepterer ikke svingdøre mellem medicinalindustrien og Sundhedsstyrelsen uden kritiske spørgsmål. Vi accepterer ikke svingdøre mellem finanssektoren og Finanstilsynet uden debat. Hvorfor accepterer vi så uden videre de tætte forbindelser mellem Danmarks Naturfredningsforening, miljømyndighederne og det politiske system?
Gennem årene har vi set en betydelig udveksling af personer mellem DN, politiske partier på venstrefløjen, ministerier og offentlige myndigheder. Tidligere politikere har fået centrale poster i miljøorganisationen. Medarbejdere fra miljøorganisationen er blevet embedsmænd. Embedsmænd og rådgivere har bevæget sig den modsatte vej. Hver enkelt overgang kan være fuldt legitim. Men summen af dem rejser et principielt spørgsmål.
Kan offentligheden have tillid til, at miljøpolitiske beslutninger træffes på et uafhængigt og fagligt grundlag, hvis de samme personer igen og igen bevæger sig mellem organisationer, der arbejder for bestemte politiske mål, og de institutioner, der objektivt skal administrere lovgivningen?
Der tales ofte om "svingdøre" mellem erhvervsliv og politik. Når tidligere ministre eller embedsmænd får job i store virksomheder, mødes det med krav om åbenhed og habilitet. Den samme kritiske tilgang bør gælde på miljøområdet. Kravene til gennemsigtighed bør være de samme, uanset om påvirkningen kommer fra en virksomhed, en brancheorganisation eller en grøn interesseorganisation.
Det afgørende spørgsmål er ikke, om Danmarks Naturfredningsforening har ret eller uret i sine synspunkter. Det afgørende spørgsmål er, om der findes en tilstrækkelig afstand mellem dem, der kæmper for en sag, og dem, der skal træffe beslutningerne på fagligt grundlag på samfundets vegne.
Miljøpolitikken er i dag blandt de mest vidtgående politikområder i Danmark. Beslutninger om landbrug, energi, natur, vandmiljø, arealanvendelse og klima har enorme økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser.
Beslutninger træffes lige nu i stort tal blandt andet i den grønne treparts navn (hvor DN er en ledende spiller) før det faglige grundlag er færdigudarbejdet og inden tidligere reguleringer har fået lov at virke. Der lægges op til at implementere inden lovgrundlaget er på plads. Det giver en retssikkerhedsmæssig stor usikkerhed. Det giver en udfordring for befolkningens grundlovssikrede rettigheder.
Det er afgørende i et retssamfund, at borgerne kan have tillid til, at beslutningerne hviler på åbenhed, faglighed og institutionel uafhængighed - at de er velovervejede og gennemarbejdede og er i sync med grundloven.
Demokratiet styrkes ikke af mindre debat om disse relationer og deres konsekvenser. Tværtimod. Jo større magt en organisation får, desto vigtigere er det, at dens forbindelser til det politiske system tåler offentlighedens kritiske blik.
En åben grøn port
Der er grund til at spørge, om Danmark har fået en grøn magtelite, hvor grænserne mellem interesseorganisationer, politik, embedsværk og forskningsverden bliver stadig mere flydende.
Når en ny miljøminister kommer fra Danmarks Naturfredningsforening, og når centrale rådgivere og embedsmænd har bevæget sig mellem de samme miljøorganisationer, ministerier og politiske miljøer, er det som sagt ikke i sig selv et problem. Men det skaber et legitimt spørgsmål om magtkoncentration og manglende armslængde.
I andre sektorer ville vi kalde det en svingdør. I dette tilfælde er svingdøren erstattet af en åben ladeport. Hvis ledende personer skiftede mellem landbrugets organisationer, ministerier og forskningsinstitutioner i samme omfang, ville der blive rejst krav om habilitet og gennemsigtighed. De samme principper bør gælde på miljøområdet.
Samtidig spiller Danmarks Naturfredningsforening en betydelig rolle i den offentlige debat, samt i diverse bevilligende organer om, hvilke forskningsområder der skal prioriteres, hvilke projekter der skal støttes, og hvilke politiske problemstillinger der skal stå øverst på dagsordenen. Det er ikke svært at forestille sig, at forskere kan opleve et pres for at tilpasse deres fokus til de emner og konklusioner, der har størst politisk og institutionel opbakning.
Problemet er ikke nødvendigvis direkte censur eller bevidst diskrimination. Problemet kan være langt mere subtilt. Når finansiering, karrieremuligheder, medieopmærksomhed og politisk interesse i høj grad peger i samme retning, opstår der en risiko for faglig ensretning. Forskere lærer hurtigt, hvilke spørgsmål der udløser bevillinger, og hvilke der ikke gør.
Demokratiet har brug for stærke interesseorganisationer. Men demokratiet har også brug for, at ingen organisation - heller ikke en grøn organisation - opnår en position, hvor dens synspunkter i praksis bliver vanskelige at skelne fra statens, forskningens, faglighedens og myndighedernes egne vurderinger.
Jo større magt Danmarks Naturfredningsforening får, desto større bliver behovet for kritisk offentlig debat om organisationens rolle, relationer og indflydelse. Den debat er meget væsentlig at tage fat på med åbenhed og faglighed og med et meget bredt samfundsmæssigt perspektiv i sigte.
