Der bliver slagtet søer i Danmark for tiden. Noteringen er lav, 7,10 kroner pr. kg, og det får flere til at slagte ud for at få stabiliseret markedet ved en sænket produktion.
Flere producenter har fortalt offentligt om, at de skærer produktionen med 10 procent, og nu viser der sig også flere tal.
For Danish Crown har udsat ikke mindre end 2.267 søer til indeværende uge, og har varslet overtid på Skærbæk Slagteri mandag morgen for at kunne følge med.
Samtidig spår slagteriet, at der med den forventede tilmelding skal udsættes yderligere 3.380 søer til uge 31.
Og Danish Crown er langt fra det eneste slagteri, der oplever flere søer. Til Finans fortæller Sevel Slagteri, at man er fyldt op de næste tre uger, og henter 60-70 søer hos landmænd, hvor de normalt henter 10-15 ad gangen.
Hos Moesgaard Meat er travlheden så stor, at de til mediet meddeler, at direktøren er på ferie, og de resterende medarbejdere har travlt med at slagte søer.
20 procent ned
Overfor Finans peger Palle Jakobsen, chefanalytiker hos Agrocom, på, at der på europæisk plan er udsigt til en nedskæring i produktionen på op mod 20 procent.
Overfor Maskinbladet har landbrugsinvestor Søren Rasmussen også givet et indblik i, hvor hårdt den lave notering rammer ude på gårdene.
- Vi har lige lavet budget for alle vores grisegårde de næste 12 måneder, og her ligger vi på 11,80 kroner for fulllineproduktioner, siger han, og peger på at tabet pr. gris for tiden hurtigt andrager 200 til 350 kroner.

