Efter flere uger med varmt og tørt vejr har brandfolk fra en række af landets 242 brandstationer fået travlt med at slukke høstbrande rundt i sommerlandet, og nu opfordrer Danske Beredskaber til at rengøre maskinparken for støv og avner.

Alene torsdag den 16. juli rykkede brandbilerne ud til 10 markbrande og brande i høstmaskiner på tværs af landet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

-Hvis ilden får godt fat i maskiner eller afgrøderne i sommervarmen, så skal maskinføreren dreje op mod vinden og komme væk fra ilden, og derefter ringe efter brandvæsenet på 1-1-2, så kommer den nærmeste brandstation til hjælp, siger Bjarne Nigaard sekretariatschef i Danske Beredskaber i en pressemeddelelse.

Antallet af markbrande svinger meget fra år til år, og det er typisk i tørre somre at antallet af markbrande topper. I 2025 rykkede brandvæsenet ud til slukning af markbrande 289 gange i høstede og uhøstede afgrøder, mens alarmen blot lød 157 gange i 2024.

Brand i presser fik fat i 20 halmballer
Se også:

Brand i presser fik fat i 20 halmballer

Motor og mekanik fri for støv

En motor der kører på fulde omdrejninger, et varmt leje eller et udstødningssystem på overarbejde kan nemt antænde støv og halmrester på mejetærskere, halmballepressere og traktorer, så for at forebygge brand har planteavleren Ole Christiansen fra Christiansens Agro forberedt sig godt til årets høst, hvor John Deere mejetærskeren kommer på hårdt arbejde.

-Vi har en gammel industri-mobilkompressor, som er tilpasset så den har en lang slange og et langt hydraulikrør. Så når vi har høstet en afgrøde, så bruger vi den til at rengøre mejetærskeren, før vi forlader marken, forklarer Ole Christiansen på endnu en sommerdag, hvor hele maskinparken skal på arbejde i marken.

Med en markplan der indbefatter engrapgræs, vinterhavre, vinterraps, vinterhvede, maltbyg, vårhavre og vårraps bliver maskineriet mange gange under høsten fuldstændig rengjort, og ud over at brandsikre de million-dyre maskiner, så giver rengøringen også Ole Christiansen fuld valuta for de høstede afgrøder når der ikke kommer rester fra den seneste afgrøde i tanken, samtidig med at det forhindres at kerner og ukrudtsfrø spredes til andre marker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er specielt friktionsvarme fra mejetærskeren, der udgør en brandfare, og derfor har Ole Christiansen altid en batteridrevet løvblæser og et ekstra batteri med, når høsten kører.

-Mange motorer på mejetærskere er gode til at holde sig rene, men har du snittet halm i medvind, så kan det ligge sig. Og inden det bliver fugtigt, kan det meget let blæses af med en løvblæser. Snitteremme skal også holdes fri fra støv, og det samme skal andre vitale dele, der kører rundt. Der er friktionsvarme på en mejetærsker, og dagligt er en løvblæser bare et rigtig godt stykke værktøj, forklarer Ole Christiansen.

Tagplader sprang og alt elektronik smeltede under brand på maskinfabrik
Se også:

Tagplader sprang og alt elektronik smeltede under brand på maskinfabrik

Tag strømmen

Han har også et godt råd til landmænd og markarbejdere, der gør brug af kompressorer med kraftig luft til rengøring af maskineriet, for de højteknologiske maskiner kan være følsomme.

- Der findes mange controllere og andet følsomt udstyr rundt på mejetærskeren, og med meget kraftig luft kan man generere statisk elektricitet - så sluk for hovedkontakten, afbryd strømmen, når du rengør mejetærskeren.

Mange forsikringsselskaber kræver brandslukningsudstyr på mejetærskeren, og det gør sig også gældende på Ole Christiansens mejetærsker, hvor der er installeret en pulverslukker, der automatisk bliver udløst, hvis der opstår brand i maskinrummet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men som maskinfører skal man være opmærksom på, at brandslukningsudstyret rent faktisk fungerer.

- Da vi lavede service, så vi, at vi havde en pulverslukker, hvor trykket var i det røde felt - og så skal den ud, og en ny installeres, fortæller Ole Christiansen.

De fleste automatiske brandslukkere virker ved at en slange tilsluttet en brandslukker monteres i motorrummet på de mest udsatte steder, og opstår der brand, vil varmen og strålingsenergien få slangen til at briste og angribe ilden, inden maskinføreren opdager, at der er ild i mejetærskeren.

Ofte vil det dog være varmen fra motoren, et leje eller udstødningssystemet, der antænder støv og halmrester, så et automatisk brandslukningssystem er ifølge Seges kun et supplement til det vigtigste brandforebyggende tiltag; en grundig rengøring af maskinerne.

Sluk høstbranden effektivt med Fogmaker
Se også:

Sluk høstbranden effektivt med Fogmaker

Høstbrande i fokus

Det er ikke kun brændende mejetærskere og halmballepressere, der giver travlhed hos de kommunale redningsberedskaber, for spreder ilden sig til afgrøder eller anden tør vegetation i sommervarmen, så går brandspredningen hurtigt, og derfor opfordrer Danske Beredskaber landmændene til at have et høstberedskab, hvis ilden først får fat i afgrøder eller stubbe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Har man en mobil vandbeholder med en pumpe til at begynde slukningen af flammerne suppleret med en stubharve til at lave et brandbælte, så kan man både redde afgrøden og maskinparken, hvis ilden spreder sig, men tænk altid først på din egen og andres sikkerhed, og tøv ikke med at ringe 1-1-2, lyder det fra Bjarne Nigaard.

En varm og tør sommer har i 2026 betydet at brandfaren er høj flere steder i landet, men brandfareindekset på brandfare.dk svinger midt i juli fra "lav" til "meget høj", så hold øje med den aktuelle situation, hvor du er i marken via hjemmesiden brandfare.dk. Når din lokalitet på hjemmesiden når op i de orange og røde nuancer, skal du overveje at vente med høstarbejdet.

Risikoen for brand stiger ifølge Danske Beredskaber, når det er tørt, varmt og blæsende.

Desuden er der en række ting, man kan gøre eller forberede:

Under høstarbejdet:

  • Rengør jævnligt maskinen og rens særligt køleren og udstødningssystemet for støv og avner.
  • Skærp din opmærksomhed jo tørrere, varmere og mere blæsende, det er.
  • Giv dig selv og udstyret nogle pauser. Lad ikke den varme maskine stå stille på områder med høj, tør bevoksning eller tæt på andet let antændeligt materiale.
  • Husk mobiltelefonen til eventuel alarmering.
  • Undlad tobaksrygning under høstarbejdet.

Hvis uheldet er ude:

  • Bring dig selv og andre i sikkerhed og drej køretøjet mod vinden for at undgå røg og flammer ved udstigning.
  • Ring omgående 1-1-2 - tag imod brandvæsenet - en "vejlods" kan guide brandvæsenet til branden.

Begræns eller stands branden, uden at udsætte dig selv eller andre for fare:

  • Brug pulverslukker og håndslukker til brand på maskiner.
  • Brug vand til at slukke ild i afgrøder, halm, støv, avner m.v.
  • Lav evt. et brandbælte i afgrøderne umiddelbart uden for brandens rækkevidde, hvis du kan.
  • Tag højde for vinden - ild spreder sig i vindretningen.