En ballepresser ved Dannemare på Lolland brød onsdag aften i brand, og ilden spredte sig hastigt til et større areal og fik fat i 20 baller.
Det skriver Folketidende
Lokale i området reagerede hurtigt, og ilede til branden med brandslukkere da Lolland-Falster Brandvæsen ankom til stedet.
Overfor mediet peger indsatsleder Nikolai Hjorth på, at den hurtige hjælp fra lokale formentligt har reddet den traktor, der var spændt for presseren, fra også at blive opslugt af branden.
Sådan sikrer du dig
Høsten er i gang, varmen er høj og vejret er tørt. Dermed giver det fortsat god mening at sikre sig mod høstbrænde.
Seges Innovation, Beredskabsstyrelsen og Danske Beredskaber har samlet en række gode råd man som landmand og maskinfører kan bruge til at skabe rammerne for en brandsikker høst:
Før høstarbejdet:
- Sørg for, at maskinen er vedligeholdt - smør maskindele, efterse remme, kontrollér køler og kølerslange, efterse det elektriske system, tjek bremser og lejer, udskift tærede og slidte dele og fjern rustskaller fra udstødningsrør.
- Sørg for, at slukningsudstyr er på plads og virker, og montér eventuelt et automatisk brandslukningsanlæg.
- Det kan være en god idé også at medbringe branddaskere/bladriver eller lignende.
- Hav gerne ekstra udstyr ved marken, som evt. kan lave et brandbælte eller slukke en brand
- Tjek brandfare.dk - her angives en prognose for risiko for naturbrand.
Under høstarbejdet:
- Rengør jævnligt maskinen og rens særligt køleren og udstødningssystemet for støv og avner.
- Skærp din opmærksomhed jo tørrere, varmere og mere blæsende, det er.
- Giv dig selv og udstyret nogle pauser.
- Lad ikke den varme maskine stå stille på områder med høj, tør bevoksning eller tæt på andet let antændeligt materiale.
- Husk mobiltelefonen til eventuel alarmering.
- Undlad tobaksrygning under høstarbejdet.
Hvis uheldet er ude:
- Bring dig selv og andre i sikkerhed og drej køretøjet mod vinden for at undgå røg og flammer ved udstigning.
- Ring omgående 112 - tag imod brandvæsenet - en "vejlods" kan guide brandvæsenet til branden.
Begræns eller stands branden:
- Uden at udsætte dig selv eller andre for fare.
- Brug pulverslukker og håndslukker til brand på maskiner.
- Brug vand til at slukke ild i afgrøder, halm, støv, avner m.v.
- Lav evt. et brandbælte i afgrøderne umiddelbart uden for brandens rækkevidde, hvis du kan.
- Tag højde for vinden - ild spreder sig i vindretningen.





