Der er med kort varsel indført lempeligere krav for fosfortildeling på markerne for økologisk griseproduktion.
Det lempeligere krav er på 39 kg pr. hektar for en række økologiske sohold, mens det generelle krav for økologiske grise er på 33 kg pr. hektar.
Det skyldes, at forsfornormerne for økologiske grise bliver væsentligt ændret fra 1. august. Fordi den beregnede fosforudskillelse stiger markant, har Ministeren for Natur og Dyrevelfærd besluttet at hæve fosforlofterne, som så sænkes løbende, efterhånden som fodring og harmoniareal tilpasses til de nye normer.
Kræver tilmelding
Men det lempeligere krav er betinget af, at man som økologisk soholder afgiver oplysninger til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø senest 15. august 2026.
Det er også en betingelse, at soholdet har flere økologiske årssøer end økologisk producerede slagtegrise i den kommende planperiode.
Det foregår ved at skrive en mail til kvaelstof-klima@sgav.dk og oplyse om, hvor mange økologiske årssøer og økologisk producerede slagtegrise man forventer at have i perioden 1. august 2026 til 31. juli 2027.

