Torben Poulsen, der er tidligere formand for Landsforeningen af Danske Svineproducenter, har besluttet at reducere sin sobestand på grund af markedssituationen.
Det fortæller Torben Poulsen, der er meedejer af Klaptoft og Prima Svin, til Agriwatch
- Når vi ikke tjener penge på grisene, så er der ingen grund til at presse systemet mere end nødvendigt. Der er ingen tvivl om, at produktionen skal ned, hvis vi skal have grisepriserne op, siger Torben Poulsen til mediet, hvor han også peger på at det ville være "en god idé", hvis flere producenter blev enige om at reducere produktionen.
Danish Crowns grisenotering er i skrivende stund på 7,30 kroner pr. kg. og den nuværende formand for svineproducenterne, Jeppe Bloch, har tidligere til Maskinbladet peget på, at man for tiden sender 90 kroner ud ad døren med hver gris man sender til slagteriet.
Derfor har flere producenter valgt at skære i produktionen, og tidligere har også Esper Goul og Mourits Rahbek, der driver Holmager, valgt at skære ned i deres produktioner.

