Vi deler lige som, Bæredygtigt Landbrug, opfattelsen af, at de store ændringer i udledningskvoter forskellige steder i landet som netop er udmeldt fra myndighederne, giver helt urimelige vilkår for landmændene og undergraver yderligere tilliden til det faglige grundlag bag kvælstofindsatsen.
Det understreger, hvor vigtigt det er, at reguleringen bygger på et solidt og gennemarbejdet fagligt grundlag. Landbrug & Fødevarer har i årevis efterlyst et mere solidt fagligt grundlag.
Få uger inden landmændene skal ud og så hersker der total forvirring om, hvad der skal leveres mange steder i landet. Derfor insisterer vi på, at det eneste anstændige er at udskyde reguleringsstart til august 2027 i tråd med den oprindelige trepartsaftale.
Landbrug & Fødevarer har løbende peget på behovet for robuste data og realistiske tidsplaner. Reduktionsmålene i vandplanerne, som nu ændres igen, er ikke en del af den grønne trepartsaftale.
L&F anerkender behovet for yderligere kvælstofreduktioner mange steder i landet men har aldrig anerkendt reduktionsmålene som fagligt korrekte - det ville også være halsløst da de hele tiden ændres voldsomt hver gang "modellerne opdateres".
Den grønne trepart handler om, at de kvælstofmål, som staten sætter, skal nås med frivillig arealomlægning i stedet for regulering og at omlægningen skal ske gennem dialog, lokal forankring og faglighed.
Derfor er vores fokus fortsat at bidrage konstruktivt til, at implementeringen sker på et fagligt korrekt grundlag og med den nødvendige sikkerhed for de berørte landmænd.
Vi må ikke underkende det store arbejde der gøres med de lokale treparter, hvor rigtig mange landmænd leverer et fantastisk stykke arbejde med at omlægge landbrugsareal, at skabe nye vådområder og plante skov.
Hvis det arbejde skal fortsætte og landmændene fortsat kunne levere, så er det helt afgørende med rammer, der er til at forstå og have tillid til, og det er langt fra tilfældet i øjeblikket.





